Arctic Circle Trail, Grønland - Dag 6
Vi vågnede op til skyer i telthøjde - faktisk var vi oppe i dem, så udsigt var der ikke meget af. Claus fik sin kaffe i posen, som var blevet reglen.
Vandredagen gik godt. Vi havde begge rigtig gode ben. Vi kom ned fra fjeldet, ud af skyerne og gik over engarealer. Fjeldet er mere markant og prominent i dette område. Det står højere og stejlere.
Jeg gik bag Claus som havde til opgave at følge stien. Heromme bagved gik jeg i mine egne tanker. Jeg tænkte et kommende foredrag igennem - dvs. hvad det skal indeholde, vinklen, budskabet og historierne. Det er til et foredrag en efterskole har booket specielt til dem om nogle måneder.
Engang imellem blev jeg lige afbrudt af Claus det sagde noget. Vi har hver dag gået og kommet med små sjove citater fra vores yndlingsfilm, og diskuteret om forskellige karakterer, særligt fra Matador-serien.
Vi holdte pause ved 5, 10 og 20 km, hvor vi spiste lidt chokolade osv. her kunne vi sidde i 10-15 minutter og nyde landskabet.
Vi gik forbi den smukkeste hytte, ja nærmest et sommerhus, vadede igennem et ret stor elv, og steg så op over søen og fjeldet igen. Heroppe fandt vi efter 22 km totalt, en fin lille plet til teltene lige op ad en lille bitte sø.
Vi delte 3 dobbeltportioner katoffelmos med porre og skinke. De lange dage har gjort os en smule sulte. Frokosten der består af nøddemix og chokolade hjælper også appetitten på vej hen mod aften. Rygsækkene er ikke så tunge som de har været, da der bliver spist godt af maden hver dag. Undervejs har vi også lagt nogle ting fra i hytterne. Bla. En del ekstra nøddemix som vi ikke fik spist.
Min aften i teltet gik med at lytte til podcast, og ved midnatstid vågnede jeg. Stadig med en øretelefon i og en podcast der spillede. Jeg var vidst blevet lidt søvnig.