Kilimanjaro – bjergbestigning og selvudvikling
Kilimanjaro – bjergbestigning og selvudvikling
Kilimanjaro er Afrikas højeste bjerg og et af de mest ikoniske bjerge i verden. På denne rejse følger vi Machame-ruten – kendt som den smukkeste af dem alle – gennem regnskov, hede, klippelandskaber og højalpin sne, på vej mod Uhuru Peak i 5.895 meters højde.
Rejsen er skabt i samarbejde med Jysk Rejsebureau og kombinerer en klassisk Kilimanjaro-bestigning med et enkelt, men gennemarbejdet selvudviklingsforløb. Målet er ikke kun at nå toppen som hold – men at du tager noget med hjem, der rækker langt ud over selve turen: indsigter, perspektiv og konkrete erfaringer, du kan bruge i din hverdag.
Vi sover i telte, går med let dagsrygsæk og har et stærkt lokalt team af guider, bærere og kokke med os. Det frigiver plads til nærvær, fællesskab og refleksion. Du får ro til at mærke, hvad bjergene gør ved dig, og hvordan du reagerer, når det bliver hårdt – både fysisk og mentalt.
Rejsen starter allerede hjemme i Danmark med en fælles sheltertur for hele gruppen, hvor vi mødes, går en kort tur, spiser sammen og sætter rammen for det selvudviklingsforløb, der fortsætter på bjerget. Her begynder din rejse mod Kilimanjaro – længe før du står i Tanzania.
Kort overblik
- 12 dages rejse til Tanzania
- Top: Uhuru Peak – 5.895 m
- Machame-ruten (ca. 65 km)
- Kombination af bjergbestigning og selvudvikling
- Erfaren dansk rejseleder + lokalt team
- Sheltertur og træningsforløb inkluderet
- Gruppestørrelse: 9–16 deltagere
Praktisk info
Destination: Kilimanjaro, Tanzania
Rute: Machame-ruten (ca. 65 km)
Højeste punkt: Uhuru Peak – 5.895 meter
Varighed: 12 dage inkl. fly
Rejseform: Grupperejse med dansk rejseleder
Gruppestørrelse: minimum 9 og maksimum 16 deltagere
Frapris: fra 28.950 kr. pr. person
Arrangør: Pakkerejse gennem Jysk Rejsebureau
Rejsen sælges som en samlet pakke. Du er dækket af pakkerejseloven og Rejsegarantifonden, og alt det praktiske omkring fly, transfer, nationalparkgebyrer, telte, bærere, kokke og logistik er samlet ét sted. Du kan bruge din energi på det, du er taget afsted for: bjergene, fællesskabet og rejsen indad.
Rejseperiode
Kilimanjaro kan bestiges hele året, men de bedste rejseperioder ligger typisk i de tørre sæsoner: fra januar til marts og fra juni til oktober. Her er vejret generelt mere stabilt, og sandsynligheden for klare dage og gode stier er større.
Selv på de gode tidspunkter er vejret på Kilimanjaro uforudsigeligt. Derfor pakker vi til både varme dage, kolde nætter, vind, regn og sne. Det handler ikke om at kontrollere vejret – men om at være klædt på til at møde det, der kommer.
Dag for dag
Dag 1 – Afrejse fra København
Vi mødes i Københavns Lufthavn, hilser på hinanden og rejser samlet mod Tanzania. Allerede her begynder rejsen – ikke bare mod Afrikas højeste bjerg, men mod noget nyt i dig selv.
Dag 2 – Ankomst til Moshi
Vi lander i Tanzania, bliver hentet i lufthavnen og kørt til Moshi – en lille, grøn by ved foden af Kilimanjaro. Du mærker den varme luft, de frodige omgivelser og en helt anden rytme end derhjemme. Hotellet har komfortable værelser og pool, så du kan lande roligt og begynde at vænne dig til højden og klimaet.
Dag 3 – Forberedelser og klargøring i Moshi
Dagen går med akklimatisering, praktisk forberedelse og et roligt tempo. Vi har tid til at gå en tur i byen, opleve det lokale marked og få de sidste detaljer i orden. Samtidig gennemgår vi udstyr, lejer det sidste, der mangler, og gør klar til at begynde trekket næste morgen.
Dag 4 – Machame Gate → Machame Camp
Vi kører til Machame Gate, hvor Kilimanjaro officielt begynder for os. Her er der liv, bærere, guider og udstyr i alle retninger. Vi fordeler bagagen, tager dagsrygsækken på og begynder at gå gennem den tætte, subtropiske regnskov.
Undervejs holder vi pauser i skovens fugtige, grønne stilhed, med lyden af fugle og skov omkring os. Sidst på dagen når vi Machame Camp i ca. 3.000 meters højde, hvor teltene står klar. Vi spiser, drikker varmt og mærker, at luften er blevet køligere. Trekkingtid ca. 6–7 timer, ca. 11 km.
Dag 5 – Machame Camp → Shira Camp
Dagens etape starter direkte opad gennem råt, åbent terræn. Stien snor sig op gennem klippelandskaber, og for hvert skridt åbner udsigterne sig mere op. Målet er Shira Camp i ca. 3.800 meters højde.
Selvom distancen ikke er voldsom, er det en dag, der kan mærkes i benene. Til gengæld venter en vild udsigt, når vi når lejren – og ofte et gyldent aftenslys, der får bjergene til at stå skarpt. Om eftermiddagen går vi en kort tur for at hjælpe kroppen med akklimatisering. Trekkingtid ca. 5–6 timer, ca. 5 km.
Dag 6 – Shira Camp → Lava Tower → Barranco Camp
Vi bevæger os videre gennem et åbent, stenfyldt landskab mod Lava Tower i ca. 4.600 meters højde. Her oplever mange for første gang, hvad højden gør ved kroppen – men det er netop meningen. Vi bruger dagen aktivt til akklimatisering: “climb high, sleep low”.
Efter frokost i området ved Lava Tower går vi ned til Barranco Camp i ca. 3.950 meters højde, hvor vi får en stærk udsigt til den ikoniske Barranco Wall, som venter næste dag. Trekkingtid ca. 7–8 timer, ca. 11 km.
Dag 7 – Barranco Wall → Karanga Valley Camp
Vi starter dagen med at bestige Barranco Wall – en dramatisk klippevæg, som ser mere voldsom ud på afstand, end den føles, når man står i den. Der er hænder på sten, fødder, der søger trin, og en rolig rytme opad, guidet af erfarne lokale guider.
Fra toppen belønnes vi med en markant udsigt over landskabet, før vi fortsætter ned gennem Karanga Valley og op igen til Karanga Camp. Her hviler vi ud, spiser godt og gør kroppen klar til de sidste højdemeter. Trekkingtid ca. 4 timer, ca. 5 km.
Dag 8 – Karanga Valley Camp → Barafu Camp (Base Camp)
I et roligt tempo bevæger vi os mod Barafu Camp i ca. 4.600 meters højde – vores Base Camp før topforsøget. Landskabet bliver mere sparsomt, luften tyndere, og vi kan mærke, at vi nærmer os det afgørende døgn.
I lejren spiser vi, drikker og hviler mest muligt. Vi gennemgår topforsøget, pakker vores udstyr og gør os mentalt klar til natten. Målet er at have mest muligt overskud til den lange opstigning mod Uhuru Peak. Trekkingtid ca. 4 timer, ca. 4 km.
Dag 9 – Topforsøg: Uhuru Peak (5.895 m) → Millenium Camp
Omkring midnat tænder vi pandelamperne og begynder opstigningen mod Uhuru Peak. Tempoet er roligt, luften kold, og stjernerne ofte tættere på, end man er vant til. Undervejs passerer vi Stella Point i ca. 5.685 meters højde, hvor de første lysstråler fra solopgangen ofte rammer horisonten.
De sidste timer mod toppen kan være både seje og magiske på samme tid. Når vi når Uhuru Peak – Afrikas højeste punkt – er udsigten og følelsen noget, der sætter sig dybt. Efter tid på toppen begynder vi nedstigningen tilbage mod Barafu, hvor vi hviler kort, inden vi fortsætter videre ned til Millenium Camp i ca. 3.800 meters højde. Samlet trekkingtid kan være 8–10 timer til toppen og yderligere 6–8 timer ned til lejren.
Dag 10 – Nedstigning til Mweka Gate → retur til Moshi
Sidste trekkingdag går gennem den grønne, subtropiske skov mod Mweka Gate. Fuglesang, skovdufte og den gradvise overgang fra højfjeld til frodigt terræn markerer slutningen på bjergdelen.
Ved gaten siger vi tak og farvel til vores lokale team og modtager vores trekkingcertifikat som et konkret minde om rejsen. Herfra kører vi tilbage til Moshi, hvor et varmt bad og en rigtig seng venter. Trekkingtid ca. 3–4 timer, ca. 10 km.
Dag 11 – Afslapning i Moshi og afrejse
Dagen er sat af til rolig afslutning i Moshi. Du kan hvile benene, skrive dagbog, dele oplevelser med gruppen eller gå en tur i byen og mærke rytmen, nu hvor du har bjergene i kroppen.
Om eftermiddagen kører vi mod lufthavnen og begynder rejsen hjem mod Danmark.
Dag 12 – Ankomst til Danmark
Vi lander i København, og rejsen slutter fysisk. Men de fleste oplever, at Kilimanjaro bliver hos dem længe efter: i kroppen, i hovedet og i hjertet.
Den indre rejse
Denne rejse er skabt til dig, der ikke kun vil samle højdemeter, men også vil bruge dem til noget. Undervejs arbejder vi med refleksion, nærvær og selvudvikling på en simpel måde, der passer naturligt ind i dagene på bjerget.
Hver dag får du et par refleksionsspørgsmål, du kan tage med dig ud på dagens etape. Det kan være en tanke, et lille fokuspunkt eller en øvelse, du kan bruge i stilheden mellem skridtene. Du bestemmer selv, hvor meget du vil dele med gruppen – men rummet er sat til, at du kan arbejde med dig selv i et trygt fællesskab.
Vi bruger naturen som ramme og spejl: hvordan reagerer du, når det bliver hårdt? Hvornår spænder du op – og hvornår slapper du af? Hvad betyder det for dig at stå i noget, der er stort, usikkert og krævende – og stadig tage skridtet videre?
Krav
Et trek på Kilimanjaro er krævende, men muligt for mange, der er villige til at forberede sig. Du behøver ikke at være elitesportsudøver, men:
- du skal være i god grundform
- du skal kunne gå mange timer flere dage i træk
- du skal kunne håndtere højdemeter og skiftende terræn
- du skal være klar på kulde, træthed og lange dage
Jeg anbefaler, at du træner målrettet op til turen. Du finder en konkret træningsplan til Kilimanjaro på min blog:
Bliv klar til Kilimanjaro – her er din træningsplan
Sikkerhed & højde
Højden på Kilimanjaro skal tages alvorligt. Vi følger en rute og et tempo, der giver bedst mulig akklimatisering, men ingen kan garantere, at højden ikke kan mærkes. Vi holder øje med symptomer, tager dem seriøst og prioriterer sikkerhed over topambitioner.
Du skal være indstillet på at lytte til både din krop, din rejseleder og de lokale guider. Hvis højden bliver for meget for dig, går vi ned – og det er i sig selv en stærk beslutning. Jeg anbefaler, at du taler med din læge inden afrejse, hvis du er i tvivl om noget.
Overnatning
På denne rejse bor vi:
- 3 nætter på hotel i Moshi (2 før og 1 efter trekket)
- 6 nætter i telte på Kilimanjaro
I teltlejrene står telte klar, når vi ankommer, og kokketeamet sørger for varme måltider. I Moshi har vi faste senge, bad og ro til at lande – både før og efter trekket.
Pris & inkluderet
Pris: fra 28.950 kr. pr. person
Inkluderet
- Fly København – Kilimanjaro t/r (inkl. indtjekket bagage)
- Sheltertur med gruppen før afrejse
- Overnatninger ifølge program
- Transfer ifølge program
- Erfaren dansk rejseleder
- Professionelt tilrettelagt træningsprogram
- Diplom for gennemført topforsøg
- Engelsktalende lokalguide og bærere
- Ture og oplevelser ifølge program
- Nationalparkgebyrer og nødvendige tilladelser
- Måltider ifølge program
- Infomøde inden afrejse med gennemgang af rute og udstyr
- Minimum 15 % rabat på udstyr via Jysk Rejsebureau
- Mulighed for leje af rygsæk eller duffelbag
- Nødtelefon under rejsen
- Lufthavnsskatter og lokale afgifter
- Dækning under pakkerejseloven og Rejsegarantifonden
Ikke inkluderet
- Rejseforsikring og evt. afbestillingsforsikring
- Visum til Tanzania (pt. ca. 50 USD)
- Måltider, der ikke er nævnt i programmet
- Drikkevarer
- Drikkepenge til lokale (ca. 330 USD pr. person)
- Personligt udstyr
- Evt. tillæg for enkeltværelse i Moshi
- Evt. merpris for alternative afrejselufthavne
FAQ – Kilimanjaro
Hvor svært er det at bestige Kilimanjaro?
Kilimanjaro er fysisk krævende, men teknisk enkel – der er ingen klatring med reb. Udfordringen ligger i mange dages trekking, højdemeter og højde. Med den rette forberedelse kan mange gennemføre, men det kræver vilje og respekt for processen.
Har jeg brug for bjerg- eller klatreerfaring?
Nej. Du behøver ikke klatreerfaring. Du skal være vant til at bruge kroppen, kunne gå langt og være klar på at træne op til turen. Resten sørger vi og de lokale guider for – både praktisk og mentalt.
Hvad med højdesyge?
Højdesyge kan ramme alle – også folk i god form. Vi går i roligt tempo, følger en rute med god akklimatisering og holder øje med symptomer. Er der tegn på alvorlig højdesyge, går vi ned i højde. Sikkerhed går altid forud for alt andet.
Hvor meget skal jeg selv bære?
Du bærer din dagsrygsæk (ca. 6 kg) med vand, ekstra tøj, snacks og personlige ting. Resten af din bagage bæres af bærerne på bjerget. På hotellet i Moshi kan du efterlade det, du ikke skal bruge på trekket.
Hvad indeholder selvudviklingsdelen?
Selvudviklingsdelen består af refleksionsspørgsmål, daglige temaer og muligheden for at dele tanker i et trygt fællesskab. Der er ingen “præstation” i det – det handler om at bruge bjergene som ramme til at se dig selv tydeligere.
Hvad er shelterturen før afgang?
Shelterturen er et dansk heldags/døgnforløb, hvor gruppen mødes, går en tur, spiser sammen og får sat rammen for turen. Vi starter selvudviklingsdelen her og skaber et fundament for det fællesskab, vi tager med til Afrika.
Hvilket udstyr skal jeg have med?
Du skal have gode vandrestøvler, lag-på-lag beklædning til både varme og kulde, regntæt skal, hue, vanter, pandelampe m.m. Du får en konkret pakkeliste fra Jysk Rejsebureau – og kan få hjælp til valg af udstyr gennem deres samarbejdspartnere.
Har du flere spørgsmål?
Du er altid velkommen til at skrive, hvis du vil vende noget omkring form, udstyr, højde eller om rejsen passer til dig.
Skriv til migTilmelding
Tilmelding foregår gennem Jysk Rejsebureau. Her kan du se afrejsedatoer, reservere plads og få praktisk hjælp til rejsen.
Book hos Jysk RejsebureauSpørgsmål?
Er du i tvivl, om Kilimanjaro er det rette næste bjerg for dig – fysisk, mentalt eller praktisk – så skriv endelig. Jeg hjælper gerne med at vurdere, om turen passer til dig lige nu.