Expedition Svalbard - Dagbog dag 11: Forfrysninger og redning

Jeg har ikke sovet særlig godt i nat.

I går aftes da jeg tog mine støvler af, kunne jeg se at de havde fået en del mere kulde end hvad godt var. Der var vabler på et par af tæerne, og de var hvide.
Jeg gik straks igang med at varme dem med en varm vandflaske, og ved gnidning og massage. Det hjalp en smule. Men natten igennem har jeg haft nåle og syle i tæerne i soveposen, som ellers er rigelig varm - jeg har ikke fået kulde i nat.

Da jeg inspicerede dem til morgen, kunne jeg se begyndende misfarvninger, så altså en udvikling til det værre. Vablerne var også blevet meget store.

Vi tog straks kontakt til vores tilknyttede læge med speciale i netop dette felt. Han anbefaldede en evakuering. At forsætte ville uden tvivl betyde forværrring. Realiteterne skulle lige fordøjes. Jeg synes gårdagen havde været virkelig god. Jeg havde været flyvende - haft overskud og vi havde for første gang fået en af de slags dage vi drømte om. Alt i alt varr jeg slet ikke et sted på turen, hvor det at skulle give op synes muligt.
Men skulle jeg “væk” ville der ikke komme et bedre sted, da vi var på et af de to steder på ruten, hvor der er god mulighed for blive hentet på snescooter. Stort set alle andre steder ville det betyde en helikopter, som forsikringen selvfølgelig vil dække - men det andet ville være at foretrække. Rasmus og jeg talte om hvad der nu skulle ske, og vi var enige om, at der ingen grund var til at Rarsmus ikke skulle forsætte selv. Vi lavede en hurtig plan for, hvilket udstyr der skulle flyttes rundt, og hvad han. skulle gøre.

Jeg ringede til Sysselmesterens (guvernørens) kontor, og satte dem ind i situationen. Tilfældigvis var der en politipatrulje på snescootere ca. 10 min. væk. Så. lige pludselig gik det stærkt!

10 minutter senere kunne vi høre snescooterne, og for første gang siden vi blev kørt afsted, snakkede vi med andre mennesker.
De kyndige og meget. venlige politfolk så situationen an, og der var ingen tvivl. De ville simpelthen ikke lade mig forsætte. Først talte de om helikopter, men vi besluttede at jeg. sagtens kunne sidde bag på en snescooter i de 2 timer det tville tage til Longyeabyen og hospitalet.

Vi pakkede mit grej sammen, og fik fordelt fælles-grej over til Rasmus pulk. Til en start mente de ikke at de kunne have mit grej med. Det ville i så fald betyde en regning på 10.000 kr. for at få det hentet, eller lade det gå tabt. Heldigvis ombestemte de sig, og fik det. hele læsset på en trailer - en ting mindre at bekymre sig om!

Det. blev et lidt hurtigere farvel end ideelt, men vi måtte afsted. Jeg var mildest talt knust. Mit hjerte sank ned i benene da jeg satte mig på på snescooteren. Hvorfor pokker nu det her? Hvordan kunne jeg havde været så dum? Så uforsigtig? Så uheldig? Det var som at være fanget i en ond drøm - på vej mod en skrænt uden nogen bremse. Uden kontrol, og hastigt på vej væk fra det jeg allerhest ville.

Det blev mildest talt en lang køretur. Vejrret var flot og udsigten var fin - men jeg havde 10.000 tanker i hovedet, og kunne slet ikke fokusere.

Ved ankomst til hospitalet var lægens dom klar - 2. og 3. grads forfrysninger på 4 tæer, og lidt mindre på de resterende. En udsættelse af evakueringen blot en dag eller to kunne have foværret det hele langt mere, og gjort amputation uundgåelig. Men jeg er sluppet heldig. Det vil tage 3-6 måneder for tæerne at komme sig nogenlunde.

Selvfølgelig har jeg truffet det rigtige valg i situationen - Jeg sætter ikke mine tæer på spil for nogle ekstra dage i sneen. Med mit arbejde har jeg også et vidst ansvar for min krop, og kan ikke undvære at kunne gå langt i en længere periode. Og som jeg også har nævnt før, var jeg ikke derude for at sætte nogen rekord, lave en “første” af nogen art, eller på anden måde haft en masse på spil - kun mit eget og Rasmus eventyr. Så selve beslutningen har jeg det helt okay med. Det kunne ikke være anderledes.

Det jeg har det svært ved lige nu er, at jeg lod det komme så vidt. Det var ikke i orden, og det skal jeg grundigt ransage og bearbejde i mit hjerte, for at komme til tåls med.