De kolde facts

Lapland på langs bliver min første arktiske færd. Ekspeditionen kommer til at starte i Nordkapp, det nordligste punkt i Europa. Herfra går ruten ned igennem først Norge,
så ind i Finland, og ned i Sverige, hvor den ender ved Polar-cirklen ved Hemavan.

Ekspeditionen vil tage ca. 55-65 dage. Undervejs vil der 4 steder være udlagt mad og forsyningsdepoter med bl.a. brændstof til madlavning. Mad og udstyr bliver trukket i en ca. 40 kg. tung pulk.

Overnatning vil primært foregå i telt, men nogle steder er
der mulighed for at komme ind i hytter. Turen bliver helt uden sidestykke den hårdeste tur jeg har været på. Det arktiske miljø er uvejsomt og fjendtligt, med temperaturer ned til - 40 igennem kuperet terræn.

Filosofien bag ekspeditionen er søge nye grænser, i naturen, i kroppen og i sindet. Jeg gør det uden forudgående erfaring med fjeldkrydsninger, kun basal teknik.

Ekspeditionen bliver en platform til at vise,
at man med den rette indstilling til sikkerhed og friluftsliv, og ved at tænke sig godt om kan gøre alt det man drømmer om i verden.
Ekspeditionen er essensen af eventyret som alle har
i maven, og indkapsler trangen til at presse sig selv, og nå nye grænser for hvad man troede var muligt.

  • 1100 km. igennem Europas sidste store ødemark

  • I gennemsnit 20 km. pr dag, 8-12 timer om dagen, hver dag

  • 55-65 dage i det mest brutale miljø i Europa.

  • Temperaturer ned til -40c

  • 5000-6000 kcal forbrændt dagligt

  • 4 depoter undervejs med frysetørret mad, chokolade m.m. og brændstof

  • På de koldeste dage er maske med filter nødvendigt for at kunne trække vejret