Da Norge valgte at lukke grænserne 3 dage før afgang på min planlagte Laplandsekspedition i februar 21, stod jeg med 2 måneder uden planer, en masse grej og mad, og gåpåmod. De første par uger blev udnyttet med det lækreste vintervejr i Danmark, men sneen varer jo sjældent ved i Danmark.
Ideen om at gå fra Grænsen til Skagen med en pulk på hjul opstod som en spøg, men blev hurtigt formet til et mål.
Som sagt, så gjort - jeg fik min fætter til at smede en ramme med hjul som min ekspeditionspulk kunne passe i. Jeg pakkede den op med alt grej, brændstof og mad til en måned i forårsdanmark, og drog så afsted. Startvægten på pulken var ca. 55 kg.
Jeg kunne sagtens have købt mad og brændstof undervejs, og brugt lettere udstyr. Men jeg valgte denne måde, da den for mig gav mere udfordring, og var mere unik. Den var også tættere på hvad jeg havde planlagt i Lapland.
Turen blev præget af omskifteligt vejr. I de første dage fik jeg både voldsom stormvejr, høj sol, og frost.
Vestkysten er en blanding af barsk natur, industri, små samfund og sommerhusområder. I marts måned fik jeg turen næste for mig selv, og det var dejligt at få følelsen af at “æde kilometer” hver dag. Det blev ikke en erstatning for Laplandsekspeditionen, men et lille lyspunkt i corona-foråret, og noget der gav en følelse af at sætte sig et mål, og føre det til enden.
Jeg endte med at gå 563 km, og kun “snyde” da jeg skulle med færgen de ca. 1500 m. fra Thyborøn til Agger tange over limfjorden. I alt 21 dage i barsk og smuk natur langs vesterhavet. Et ægte dansk eventyr.