Du, Jeg og Yukon 2019 - nær-kæntring og grundstødning i strømfald

Jeg oplevede mange, både vilde, uventede og store oplevelser i Canada og Alaska i sommeren 2019. En af dem jeg husker bedst, var da jeg grundstødte og sad fast i et strømfald midt ude i Alaska, flere hundrede kilometer fra de nærmeste mennesker.

På Yukonfloden er der meget få strømfald. Der er faktisk kun et par stykker som falder under en egentlig kategori. Den sidste var meget ringe beskrevet, da kun en håndfuld mennesker kommer forbi om året. Den ligger på en strækning i Alaska, hvor der er flere bjørne end mennesker.

Jeg havde mødt nogle enkelte lokale som havde nævnt den få dage før jeg kom dertil, og fik at vide at jeg bare skulle holde mig enten til højre eller venstre i strømmen, så skulle det hele nok gå glat. Det skal nævnes at jeg havde meget lidt erfaring i kajak, og endnu mindre i at ro i strømfald. Min kajak var tilmed temmelig toptung pga. grej og mad på dækket, og dermed var kajakken ret ustabil.
Jeg markerede strækningen hvor strømfaldet “vidst nok var” i min GPS, og var ikke så bekymret.

Da jeg ankom til området hvor det burde være, holdte jeg mig godt ud til venstre da det var i den side det gav mest mening at være på det tidspunkt. Farten steg i strømmen fra ca. 9 km/t til svimlende 17 km/t, og vandet blev en kende uroligt, men ikke noget i forhold til et tidligere fald 1800 kilometer tidligere, i Canada. Jeg tænkte med mig selv, at det da var lidt overdrevet. ca. 5 minutter senere så jeg ud til venstre i midten af floden en kæmpe dynge klippestykker på ca. 300 x 100 meter der rejste sig ca. 5 meter over vandoverfladen. Vandstanden var simpelthen så lav pga. tørke, at det der normalt skabte strømfaldet, var langt over vandoverfladen. Så ingen grund til bekymring.

Jeg begyndte at slappe lidt mere af. I det øjeblik distraherede min GPS mig, da jeg fik en besked over satellitten fra min bror. Jeg kiggede ned på min Garmin InReach, som var i mit skød på mit sprayskirt, og kiggede så op igen 5 sekunder senere. Foran mig omkring 25 meter fremme så jeg to stående bølger på ca. 4 meters bredde ved siden af hinanden med et stykke stille vand på ca. 2 meter mellem. Min sunde fornuft sagde mig lynhurtigt at det stille vand gemte på en klippe, og at jeg skulle sørge for at ramme en af bølgerne i stedet. Jeg sparkede straks roret hårdt højre, og roede med fuld kraft i venstre for at få kajakken til at dreje så hurtigt som muligt. Men kajakken var lang, tynd og hurtig, og drejede som en færge. Efter hvad der føltes som en evighed, men i virkeligheden kun var 2 sekunder indså jeg at det var forgæves. Jeg måtte tage klippen lige på i stedet. at tage den sidelæns ville resultere i en kæntring, og ville betyde en tur i vandet, og sandsynligvis være lig med at jeg ville miste min kajak og alt grej og mad på nær min nødsæk, som var spændt fast på min vest og var mellem mine ben. At rulle var ikke en mulighed, da kajakken simpelthen var for tung.

Jeg drejede igen om til venstre og røg øjeblikkeligt op over den glatte klippe som var 2 centimeter under overfladen. Jeg bremsede øjeblikket op og sad fast på klippen.Vandet stod i en stor bølge hen over mig bagfra, og jeg kunne mærke hvordan klippen pressede bunden af glasfiberkajakken op under mig. Pga. den tunge last for og agter begyndte kajakken at knække på midten, og jeg fik fornemmelsen af at jeg hellere måtte se at komme ned i vandet igen inden jeg stod med to halve kajakker. Jeg satte min pagaj ned i skødet. Den var selvfølgelig fastspændt, så det var jeg ikke så nervøs for. Jeg satte hænderne ned i det iskolde vand på hver side af kajakken, og begyndte med små hop at komme frem. Kajakken inkl. jeg selv, grej og mad vejede omkring de 220 kg, så det var en tung og langsom process. Mit hjerte hamrede og adrenalinen kørte rundt i kroppen, for her kunne turen slutte.
For hvert lille hop kom jeg 5 cm. frem. Jeg kunne mærke forenden begynde at tippe, så jeg gav tre kraftige hop mere og lænede mig så langt forover som muligt, og med et væltede jeg ned af klippen. Kajakken dykkede helt ned under vandet, og tilbage op som en korkprop, og jeg var endelig fri. Skudt ud af strømfaldet, og med hurtig acceleration videre ned af floden.

Et par meget dybe vejrtrækninger senere, og med hjertet oppe i halsen roede jeg videre ned af floden, og fandt en bred med tilpas små sten, så jeg kunne slå lejr for aftenen.