Everest Skydive Ekspeditionen day 5: Tynd luft under vingerne

Jeg har sjældent været så spændt på at vågne så tidligt. Vækkeuret ringede kl. 04:50. Jeg fløj i tøjet og gik ned i fællesrummet til morgenmad. Jeg har aldrig haft appetit så tidligt på dagen, men et stykke toast klemte jeg ned, og et par kopper kaffe i min trofaste blå emaljekop. Den har fulgt mig rundt i hele verden de sidste 3 år.

 I gik samlet ned til Dropzonen, og planen for i dag var to lift med helikopteren. Første flyvning var kun med Anton og jeg selv. Andet lift med Anton og Anuj i et tandemspring, med Nadia som kameraspringer.

Kl. 06:00 var ci dernede, og gik øjeblikkeligt igang med at klæde os i tøj og grej. Ligesom i går tager det ca. En time at gøre en springer parat til et HALO spring. Jeg tog godt med varmt tøj på. Kl. 07:00 landede helikopteren. Vi tog bagsæder ud i en fart, og jeg tog en snak med piloterne om vindretninger og styrker i højden, og beregnede derudfra udhopspunktet. Det er ikke helt let, for omkring landingsområdet er der højde bjerge, som vi naturligvis ikke kan springe ud over.

Vi fik alt vores udstyr checket en sidste gang. Jeg tænkte for Antons og mit eget iltudstyr, kontrollerede flowet, og vi hoppede i helikopteren og tog af. Øjeblikket åbnede en kæmpe verden sig for vores øjne. Fra jorden ser man slet ikke landskabet på samme måde. Vi kunne se ned i dalen som ligger lige for enden af landingsbanen. Et næsten lodret drop på ca. 1200 meter. Vi så glaciere, landsbyer og vi så solen stige op over verdens højeste bjerge. Mount Everest, Makalu, Lohtse og andre kæmper. Øjeblikkeligt følte jeg mig enormt lille, og samtidig som verdens heldigste menneske. Jeg rør godt indrømme at en lille tåre faldt, for det er simpelthen noget af det vildeste af alle de vilde ting jeg har lavet i mit liv. Og det er ikke så lidt.

 I steg med helikopteren op til ca. 7000 meter over terrænet. Piloten gav mig et tegn til et mindet fra udhopspunktet. Som loadmaster checkene jeg Antons iltudstyr og faldskærm, og derefter mit eget. I denne højde skal vi sikre os at vi har ilt i maskerne, stor ellers er der ikke meget tid at gøre med. Anton fik et sidste highfive, jeg tog mine goggles på, som En af mine hovedsponsore Wiley X har været så venlige at give mig. Piloten gav mig en tommel op til at åbne døren. Jeg fik et sug i maven, en snert af den samme følelse som da min bror åbnede døren i flyveren på mit første spring. Det var simpelthen så spektakulært. Jeg kiggede ned mellem mederne og ned på landingsområdet. Helikopteren fløj frem i luften med ca. 30 knob, og da vi var ved landingsområdet steg jeg ud på meden og hoppede af. Pga. Den meget tynde luft accelerede jeg meget hurtigt op til en maksfart på ca. 400 km/t, ca dobbelt så hurtigt som et normalt spring. Jeg kiggede frem med verdens tinder, sneen, floden, helt ind i det besatte Tibet.

Alt for hurtigt var jeg nede i den højde hvor jeg måtte åbne faldskærmen. En faldskærm tager en smule længere tid om at åbne op i så stor en højde, men min åbnede nu ganske hurtigt. De skærme jeg normalt springer i åbner en hel del blødere end denne. 

Jeg styrede den rundt og nød udsigten, og fik lært skærmen en smule at kende, får den ret vanskelige landing mellem eller på sten på størrelse med en knytnæve, og op til fodboldstørrelse i meget tynd luft. Og alt for hurtigt var det tid til at flyve ind til landingen. Lad mig bare sige at der er en KÆMPE forskel på en landing ved havet overflade, og oppe i næsten 4000 meters højde. Jeg landede dog stående og udbrød straks et kæmpe wuhu! Ingen ord kan beskrive følelsen. Det var fantastisk.

Resten af morgenen gik med at pakke skærmene, vedligeholde og pakke iltudstyr sammen og gøre klar til 4 dages pause inden de næste kunder kommer.

Vi gik samlet ned til Namche, hvor vi bor de næste par dage, nyder lidt god kaffe, alt det gode mad byen har at byde på, og hviler. I overmorgen har jeg aftalt med en af vores sherpaer at vi bestiger en lille bjergtop. Jeg ville gerne have været oppe på en lidt større top i ca. 6000 meters højde, men der er ikke tid denne gang.

Greg, Yorick og jeg selv tog hen på eftermiddagen på den irske pub dem ligger i byen, og fik os en fyraftensøl og en hyggesnak. Det var en dejlig kontrast til det list barske liv i Syangboche.

I morgen vil jeg tillade mig at tage et hvil. Arbejde en smule på et par småting og ellers bare drikke kaffe og nyde dagen stille og roligt.