French Ridge Hut, Mount Aspiring National Park - New Zealand del. 1
For Tina og mig er friluftsliv først kommet ind i vores liv i vores voksne år. Lysten har nok egentlig altid været der, men overskudet, modet og know-how’et har først indfundet sig efter vi fandt sammen, og begyndte at snakke om hvilke drømme vi gik rundt med i hovedet.
Efter et par år i Danmark bor vi nu i New Zealand, i Queenstown på sydøen med søer og bjerge omkring os. Vi arbejder begge udendørs hele dagen, men når vi har fri, søger vi også ud.
New Zealand er et yndet rejsemål for eventyrlystne danskere, og vi møder næsten hver dag mennesker hjemmefra, både unge og ældre.
New Zealand byder på fantastiske naturoplevelser, og med god infrastruktur er det let at komme i vildmarken, og der er noget for enhver sværhedsgrad.
En dag i februar tog vi en to-dages tur ud i Mount Aspiring National Park. Destinationen var French Ridge hut, som ligger for enden af Matukituki Valley med gletschere til begge sider, og ca. 1000 meter over bunden af dalen.
Da de New Zealandske alper ligger vest på sydøen, med et stort ocean tæt på, kan vejret skifte på meget kort tid. Derfor pakker vi altid til al slags vejr, og her kom min nye Fjällräven Kajka 75L til sin ret. I den kunne vi begge have vores soveposer, oppustlige liggeunderlag, jakker, skiftetøj og kogegrej. Således pakkede vi mad til de to dage i en 35L dagsryksæk.
Raspberry Carpark til Pearl Flat (ca. 18 km)
Lavinefare i West Matukituki - Med langt til nærmeste sne tager vi det roligt
Vi kørte de ca. 2 timer til parkeringspladsen i starten af dalen, og sadlede op. Benene føltes gode, og stien var velmarkeret. Vejret var godt med ca. 25 grader og høj sol. Pga. huller i ozonlaget over New Zealand føles det som 30, og solen brænder, så en faktor 50 solcreme er et must! En hat er også en god ide, selv på en overskyet dag.
I starten af turen mødte vi en del turister som var på vej op til Rob Roy Glacier - en kort 2 timers vandretur i en sidedal. Efter vi passerede broen til højre over Matukituki River som fører til Rob Roy Glacier tyndede det ud med mennesker, og vi følte nu at vi havde hele dalen for os selv. I ca. 2 timer gik vi over en slette langs floden. I floden kunne vi spotte regnbueørred i de dybe bassiner, og en del høge jagtede mus i det ankelhøje græs. Rovfugle er ikke noget særsyn i New Zealand som oprindeligt ikke havde pattedyr.
Efter 9 km og ca. 2 timers vandren i roligt tempo nåede vi første stop på turen. Aspiring Hut ligger ca. en tredjedel oppe i dalen, lige op til skoven. Det er her at den faste park-medarbejder i dalen primært opholder sig, og har du ikke fået købt billet til overnatning i en af dalens håndfuld hytter, kan den som regel købes her.
Vi indtog en let frokost bestående af sandwich købt i The Doughbin i Wanaka, som er et lokalt bageri ca. 45 min. fra starten af trekket.
Det føltes godt at få støvler og rygsække af en halv times tid. Vi fik vejrrapport af park betjenten og alt så fint ud for de næste 36 timer, så vi sadlede op igen og drog videre. Hun lod os vide at hun ville kalde os over radioen i hytten kl 19:45 og give en opdateret vejrrapport.
De næste ca. 7 km foregik i tæt bevokset skov som primært består og silver beech, bregner og tæt mos. Tina og jeg er forskellige på et væsentligt punkt. Hun elsker at gå i skoven, og føler sig tryg derinde, men begynder hurtigt at kede sig på de store åbne vidder. Jeg er lige omvendt. I skoven får jeg en “lukket oplevelse” og føler mig en smule fanget, men på de åbne vidder og sletter føler jeg mig veltilpas. Jeg kan se længere og drømmene får frit spil. Turen her var således perfekt til os begge, da der er cirka lige meget skov og åben natur.
Inde i skoven krydses også 3 vandfald der kommer ned fra dalene. Der er fine ældre hængebroer over dem som giver en fin udsigt over det brusende og øredøvende vand.
Efter ca. halvanden time nåede vi ud af skoven, og ifølge mit indre billede af kortet skulle vi ankomme til Shovel Flat, en slette ved floden. Jeg vidste at vi kunne krydse floden et sted lige foran stien op til French Ridge og derved undgå en omvej på 2-3 kilometer for at nå en bro. Jeg var ikke sikker på hvor, men havde regnet ud at det måtte være på Shovel Flat.
Vi gik langs floden og holdte godt øje, for der måtte være et spor der ledte ned til flodens bred. Men næsten hele vejen var der et 1-2 meter lodret drop til floden, og det passede ikke med min ide om sporet. Da vi efter lidt tid kom til slettens ende og endnu en skov havde vi endnu ikke fundet vadestedet og besluttede os for at gå videre. Jeg fornemmede en slette mere bag en lille skov, og det passede også bedre med udsigten til bjergkammen vi skulle op på.
West Matukituki River krydses
Ganske rigtigt, efter ca. 15 minutter igennem forholdsvis tæt bevoksning kom vi til den meget mindre Pearl Flat, og her kunne vi ligeså tydelig se stien ned til floden, og op på den anden side, dog i noget højere græs.
Hjemmefra havde jeg tænkt at et par gamle løbesko ville være et fint alternativ til bare tæer i floden, da vi ikke havde lyst til at gå i våde vandrestøvler på vej op ad bjerget. Stenene i floden kan være glatte af silt, og strømmen var ikke uvæsentlig. Havde det været en længere tur hvor vægt i rygsækken betød mere, havde vi nok valgt de ekstra sko fra, men på en to-dags tur virkede det okay.
Ved dette stykke af floden var der cirka 30 meter til den modsatte bred, med et par 2-4 meter dybe bassiner at undgå, men ellers ca. vand til knæene. Vandet var iskoldt da det kommer direkte oppe fra Bonar Glacier ved Mount Aspiring (3033m) ca. 5 kilometer væk, og det gav lidt motivation til at komme over i en fart.
Tina gik først over og så jeg selv, og det var lidt et eventyr, da vi ikke før har krydset floder på den måde på vores ture i bla. Norge, Nepal og USA. vi har altid kunne finde sten at hoppe hen over.
Sikkert ovre på den anden side skiftede vi til vandrestøvler igen og spiste en lille chokolade. Vi medbringer altid små pakker af chokolade barrer som Snickers eller lignende. På længere ture hjemmefra laver jeg Logan Brød.
Her på vestbredden af floden er græsset højere med små buske helt ned til floden.
1000 meter lige op ad rødder og klippefremspring
Tina i fin form, her næsten ved trægrænsen
Med fyldte energi depoter var vi nu klar til turen op. Ca. 1000 meter på 3 kilometers strækning. Ca. 30 meter fra flodbredden ligger skoven, og ruten op er sporadisk markeret med orange mærker. Lynhurtigt bliver stigningen stejl, og vi blev bragt tilbage til en legeplads på en folkeskole i 90’erne, hvor man kravler og klatrer på rødder og fremskudte klippestykker.
Hvor der før var en konstant brise i dalen, blev der nu vindstille i skoven på vej op, og efter 15 minutters kravlen og klatren begyndte sveden at trænge sig på. Lige meget hvor man satte hånden var der blødt mos.
Det er hårdt arbejde at kravle 1000 meter op med 75L rygsæk på ryggen
Ganske som på en legeplads gik tiden hurtigt, og med hastigt tempo klatrede vi op. Inden vi fik set os om var vi højt oppe, og da vi endelig FIK set os om, kunne vi igennem træerne se dalen lagt nede under os. Det var dejligt at se fremskridt på den måde.
Den sidste stigning på bjergkammen og ankomst til hytten
Vi er glade for at være kommet ud af skoven. Bonar Glacier i baggrunden
Skoven åbnede så småt op, træer blev til buske og buske blev til græs. Vi var kommet op over trægrænsen, og jeg kunne nu nærmest smage sejren og se hytten for mig. Men ak, vi gik og gik, det blev ved med at være stejlt hen over klipper og stykker med græs, men hytten lod vente på sig. Mens vi spejdede efter målet, nød vi udsigten af Bonar Glacier’en, den fantastiske udsigt over Matukituki dalen under os samt Mount Avalanche.
Jeg vidste at de første vi ville kunne se, var en lille rød bygning, som er hyttens lokum. Jeg forventede at se French Ridge Hut bag hver en klippe, men der skulle gå endnu en time over klippefremspring og lange stræk af jævne stigninger på bjergkammen, ca. 5 km. før vi endelig i det fjerne fik øje på en skorsten, så et tag, og så til sidst hele den røde blik-hytte.
Sjældent har vi været så glade for at se et lokum!
Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke var træt. Det sidste trin op til verandaen var hård. Tina faldt om på dækket, og jeg satte mig på en bænk ved hoveddøren. En New Zealandsk vandrende smilte til os, og bød os “velkommen til Liverpool hut”. Jeg sank et øjeblik inden jeg fattede joken. Liverpool Hut ligger på den anden side af dalen, er en smule mindre men ligner ellers meget. Den samme røde bygning med et lokum ved kanten af afgrunden, så det ville være let at blive forvirret hvis man ikke var skarp i sit kompas og højre-venstre.
Vi hvilte benene efter 3 timers hårdt arbejde opad, 7-8 timers vandring ialt. Vi fyldte væskedepoterne og nød den fantastisk friske luft. Man kunne tydeligt mærke på temperaturen at vi nu var tæt på isen.
Læs mere i del 2 om aftenen i hytten og “nedturen” og mødet med Kea’en - verdens eneste alpine papegøje.
