French Ridge Hut, Mount Aspiring National Park - New Zealand del 2
Dette er del 2 af bloggen om Tinas og min tur til French Ridge hut, NZ. Del 1 finder du her
Efter ankomsten
Efter ankomst til hytten fandt vi ud af, at vi ikke var alene. Det havde vi nu heller ikke regnet med.
I del 1 fortalte jeg om mødet med en New Zealandsk mand som bød os “velkommen til Liverpool Hut” som en joke. Det viste sig at han var manden vi havde læst om i journalen i Aspiring Hut. Alle mennesker der begiver sig ind i dalen opfordres til at skrive i parkens journal. Vigtig information så som antal personer, dato for vandring ind i dalen, og planlagt retur er godt for redningspersonel at vide, skulle noget gå galt.
Ud over Dave fra Christchurch var der i hytten to andre par. Det ene par var på vores egen alder, det andet var midt i 50erne. Når man mødes under sådanne forhold betyder aldersforskel heldigvis ikke så meget.
Vi fik en god snak om hvor vi hver især kom fra, og hvad der bragte os herop.
Om hytten
French Ridge Hut er lidt af en bedrift i sig selv. I 1940’erne blev den første hytte på French Ridge bygget, og materialer blev båret op ved menneskekraft. Vejr og vind har altid været hårdt ved bygninger i New Zealand, og ikke mindst på et udsat sted som French Ridge.
Den nuværende hytte er den tredje i rækken. Konstruktionen begyndte i 1999, og byggematerialer blev denne gang fløjet op med forsvarets helikoptere og samlet på stedet.
Hytten består af en hovedbygning og et traditionelt lokum ca. 100 meter derfra. Hovedbygningen er bygget i blik og aluminium med en kraftig dør som den man finder i et frysehus - vintrene kan blive voldsomme heroppe kan man forstå. Først for døren er der plads i gangen til støvler og en snor til at tørre tøj på. Det anbefales ikke at lade noget tørre udenfor, da Kea’en - verdens eneste alpine papegøje - har det med at forelske sig i tøj og sko, og ikke holder sig tilbage fra at flyve væk med ens ejendele som man nok egentlig gerne ville have med sig ned igen fra bjerget.
Et enkelt stort soverum med 20 sovepladser i køjestil. Der er udmærkede madrasser.
Køkkenet er sparsomt, men hyggeligt og funktionelt. Alu-køkkenbord gør at kogegrej af al slags kan håndteres sikkert. Som alle andre steder er køkkenet også det naturlige forsamlingssted, og også her hvor radioen findes.
Efterdagsaktiviteter
Selvfølgelig var vi begge godt trætte efter en hård opstigning, men når vi nu var nået helt herop, og skulle ned igen i morgen tidlig, skulle vi selvfølgelig ikke snyde os selv for at se os omkring.
Vi havde hjemmefra besluttet at Bonar gletsjeren ville være for langt væk for en eftermiddagstur, så vi nøjedes med en lille strække-ben tur omkring på fjeldet bag hytten. Herfra var der fantastisk udsyn til gletsjeren allerede, samt Gloomy Gorge, som er kløften der ligger ved siden af French Ridge.
Kea
Vi så for første gang også Kea. Det havde vi begge set meget frem til da vi har hørt mange gode historier om den farverige luskebuks. Kea’en er meget truet med ca. 5000 eksemplarer tilbage i verden, så efterhånden lidt af et særsyn desværre. De andre i hytten var også meget glade for endelig at se en. Den havde sat sig på en klippe lige udenfor hytten.
Kea’en er en meget intelligent fugl. Den er meget nysgerrig og arbejdsom, og elsker menneskeskabte ting såsom gummilister fra biler. De er kendte for at arbejde i par, hvor den ene kan distrahere en turist ved at danse rundt foran, mens makkeren åbner lynlåsen på turistens rygsæk og stjæler hvad der nu er spændende.
Ved French Ridge Hut har konsekvensen været at der flere gange er kommet vandrere frem til en hytte helt uden vand, for Kea’en synes det er skægt at åbne for tappen på vandhanen som findes udenfor. Men den lukker ikke hanen igen når det ikke er sjovt mere, og således er alt vand løbet ud når vandrerne endelig når op til hytten. Konsekvensen har været at der nu er en split som låser tappen på vandhanen, og kun vi pattedyr med tommeltotter kan åbne den.
Aftenen
Imens vi var væk var der ankommet et par mennesker mere. En Australier og en bjergguide. Således var der nu helt godt med mennesker, og der var en god stemning i hytten.
Tina fik taget en god soveplads til os på anden “hylde” oppe i et hjørne, så vi var sikre på at der kun var mennesker på den ene side af os, hvis der mod forventning skulle dukke flere op.
Imens gik jeg i gang med maden, og at koge vand til den efterfølgende dag. Vandet er af en ok kvalitet, og vi kunne sikkert godt drikke direkte af tanken, men for en sikkerheds skyld, når jeg alligevel var i gang med at lave vand til aftensmaden, kunne jeg lige så godt koge ekstra.
Jeg spiser som regel en af de udmærkede frysetørrede retter fra den lokale outdoor-butik, men med Tina er det ikke helt så simpelt. Hun er vegetar, og gode vegetarretter er svære at finde. Men da det kun var en 2-dags tur, havde vi taget lidt friske grønsager med op. Det kunne hun så mæske sig i sammen med lidt god kartoffelmos. Så vi sad ved bordet i køkkenet og hyggede os med et godt lille måltid
Til en så lille tur bruger jeg en billig Kova gasbrænder. Den tager lidt længere om at koge en liter vand, men den fylder ikke noget særligt, og er fin til indendørs brug, og også udmærket i relativt vindstille vejr udendørs når det ikke er for koldt. Til vinterbrug dur den ikke, da gasflasken er monteret på toppen og brænderen er uden varmeveksler. Resultatet vil være at gassen ligger sig i bunden og ikke kommer op i brænderen.
Kl. 20:40 startede vi radioen op og ventede på vores tur til at aflægge rapport. Park-betjenten holder hver aften styr på vandrere i de forskellige hytter, og det er alt sammen på samme frekvens. I Liverpool Hut, der ligger på den modsatte side af dalen havde de en del bøvl med finde ud af det totale antal mennesker i hytten, og sprogvanskeligheder skabte en del forvirring omkring vejrudsigten for den kommende dag.
Turen kom til os, og vi var det forventede antal mennesker i hytten allerede. Vejrudsigten havde vi hørt gentaget en del gange, så det var ikke en længere process.
Vi var godt trætte efter aftensmaden og oprydning, så vi besluttede os for at kravle i posen. Der var en smule koldt, men vi lyner som regel soveposerne sammen til en stor, så kan jeg varme Tina lidt. Efter at have set billeder fra dagen og talt lidt om turen op, faldt Tina hurtigt i søvn. Jeg lagde mig til rette med min bog, men der gik ikke længe før også jeg snorkede.
Morgen og turen ned
Jeg vågnede selvfølgelig som den første i hytten. Det skal jeg helst for jeg vil gerne have min første morgenkaffe i fred og ro.
Jeg stod op, tog tøj og støvler på, gik udenfor og tændte for gasblusset og kogte vand til morgenkaffen i solopgangen. Den helt friske og kolde luft gjorde det til en dejlig og rolig morgen på fjeldet.
Der gik ikke længe før der kom liv i alle de andre, og klokken var også ved at være mange, så jeg fik Tina ud af fjerene så vi kunne få lidt morgenmad.
Efter morgenmaden pakkede vi sammen i en fart. Der var bred enighed i hytten om at der var uvejr på vej, og det betød at alle forlod hytten for at gå ned. Det andet par på vores alder gik omkring samme tid som os, så vi lod dem få et lille forspring så vi ikke kulle gå oven i hinanden.
Der gik ikke mange minutter før vi hørte Kea’ens karakteristiske kald. Faktisk lyder det som “keee -aaaa”. En flok på 4 fugle fulgte nærmest efter os, og efter kort tid kunne vi komme helt tæt på. Med kameraet kom jeg ind til omkring 1.5 meter fra en stor han-kea.
Efter ca. 20 minutter med kea-flokken besluttede vi os for at drage videre. Vi havde en lang dag foran os. Igen var turen ned igennem skoven en lang tur på en legeplads, men som alle ved, er det lidt mere bøvlet at kravle baglæns og ned, særligt med stor rygsæk. Vi hyggede os dog med det, men var glade for at se floden da vi nåede ned i bunden af dalen.
Resten af turen tilbage i dalen forgik uden de store besværligheder, og sidst på eftermiddagen nåede vi parkeringspladsen ved Raspberry Creek, godt gennemsvedte, trætte og glade! Bilen havde overlevet en nat derude, og alle gummilister var der endnu.
Tak fordi du læste med
Kim
