Vi er så heldige at vi for tiden bor i et hus på en bjergside, med udsigt til Lake Wakatipu, Queenstown New Zealand.
Vi har hele sommeren haft rigtig travlt med arbejde, kun afbrudt af dage med stormvejr. Men på det sidste har den også budt på roligt vejr på mine fridage, og det har jeg udnyttet til fulde!

Forleden pakkede jeg min nye Fjällräven Kaipak 35 fra Spejdersport til dens første tur. I rygsækken kom gasbrænder og gas, en kæmpe bøf og tilbehør, min trofaste hængekøje fra Ticket to the Moon og ophængningsgrej.
Kajakken op på firehjulstrækkeren og så afsted! Der er ikke længere end 5 minutters kørsel til det nærmeste gode sted at smide kajakken i vandet. Vandet var helt spejlblankt, og det hører virkelig til sjældenhederne på en sø som man sommetider kan surfe.

Fordi det var en relativ kort tur med roligt vand, og pga. en ret dårlig forsejlning i kajakkens agter rum valgte jeg at have tasken spændt fast på agterdækket, og en dry-bag med det vigtigste mellem mine ben. Jeg skulle ikke padle længere end en times tid hver vej.

Jeg drog langs bredden rundt til et område der er afskåret med klipper og tæt skov, så jeg vidste at jeg ikke ville møde andre, med mindre de kom derom som jeg, fra vandsiden.

Det føltes dejligt at være på vandet, og det var samtidig en af de dage, hvor jeg kunne mærke at jeg havde gode arme, pagajen sad perfekt i vandet for hvert tag, og jeg strøj henover den spejlblanke overflade.
Lake Wakatipu er nogle steder ca. 400 meter dyb, og man skal ikke længere end 3-5 meter fra bredden før man ved, at der er 5-25 meter dybt. Men vandet er så uendelig klart, og mens jeg padlede derudaf, kunne jeg nyde synet af store ål, og en masse døde træer og klippefremspring under kølen. At padle på Wakatipu er altid fantastisk, men særligt under de her forhold.

På turen langs bredden ser jeg at der flere steder stod rester af bivuakker bygget af drivtømmer. Vandet har for længst skyllet bålstederne væk, men der kommer jævnligt mennesker på eventyr her. Så jeg ved at jeg skal videre.

Efter ca. 45 minutters padling så jeg et klippefremspring der når ud i vandet, og som ikke kan krydses. På den anden side tæt skov ned ad en stejl bjergside, helt ned til den fineste lille strand der på dagen er ca. 5 meter fra skov til vand, og ca. 50 meter bred. Vandstanden i Lake Wakatipu kan variere meget, og det var helt tydeligt at der sommetider ikke er strand overhovedet, da drivtømmeret lå helt oppe i skovkanten.

Jeg tog notits af stranden, men fortsatte lidt videre da jeg ikke var helt overbevist, og jo havde god tid. Jeg fortsatte ca. 15 minutter rundt om en pynt, men der kom ikke noget der var værd at se nærmere på, så jeg vendte tilbage til det første sted. Stille padlede jeg ind, og så til min overraskelse at der var sand bund og ret lavvande ca. 15 meter ud. Meget specielt for Wakatipu. Dette betød gode bademuligheder, og nu var jeg solgt.

Jeg trak kajakken op på stranden, og begyndte at pakke ud. Først skulle en del drivtømmer flyttes til en side, for at klare et område til hængekøjen i skovkanten. Dernæst samlede jeg en smule kviste og tørre blade og byggede et lille bål op godt ude på stranden, væk fra hængekøje og skov. Drivtømmeret kom på da der var gang i ilden, og efter 10 minutter havde jeg et dejligt lille bål. Det var ikke for at få varmen, men mest for hyggens skyld.

Jeg åbnede en kold øl jeg havde medbragt, satte mig i hængekøjen og gav mig til at skrive lidt i min notesbog. Jeg bruger den til tanker og ideer, og til at give et overblik over de større ture. Netop nu er det omkring turen til Yukon som står for døren.

Efter lidt tid var bålet brændt godt ned, for drivtømmer holder ikke længe. Så jeg stod ud af køjen og smed et par kæppe på, og hoppede derefter en tur i vandet. Lake Wakatipu er en gletsjer-sø og er altid ret kølig. Men det var dejligt, for dagen var varm, og i New Zealand brænder solen hårdt pga. hullet i ozonlaget.

Da jeg kom ud af vandet efter nogle minutter smed jeg endnu en stak brænde på bålet og satte mig ved siden af og lod varmen tørre mig. Sandfluerne meldte nu deres ankomst. Det er bittesmå, men er er millioner af dem, og deres bid gør faktisk ret ondt. Efter noget tid hernede føler jeg at man vænner sig mere til dem, og lærer at leve med dem. De skal være her, jeg kan være her.

Da Tina er vegetar benytter jeg ofte lejlighederne alene til at spise store mængder kød. Ikke at jeg ikke også får det derhjemme, men det er bare lettere at lave vegetarretter til os begge. Så en 600 grams bøf røg på panden over gasblusset, simpelt men godt krydret med salt og peber, og blev så fortæret i hængekøjen. Ingen grund til kniv og gaffel, for efter sådan en omgang er der ikke noget bedre end at hoppe i søen og skylle af.

Ca. kl. 19, efter en dejlig eftermiddag og aften på min helt egen lille strand med udsigt til bjergene på den anden side, var det tid til at pakke sammen. Søen var nu ikke længere spejlblank, der var en del bølger. Så i roligt tempo, 45 grader på bølgerne padlede jeg hjemad på ca. 2/3 tiden.

Alt i alt et dejlig hverdagseventyr! Flere af dem tak..

Kim Bo