Lapland På Langs 2022: Rejserejserestriktioner, ruteændringer og afgang

Jeg er utrolig glad for alle de mange beskeder jeg dagligt får fra nysgerrige mennesker, der vil høre mere om min kommende ekspedition. Spørgsmålene er mange, og jeg kan også mærke at rigtig mange mennesker kommer til at heppe på mig undervejs. Det betyder virkelig meget! Den energi kommer til at blive vigtig for min motivation nogle dage.

Rejserestriktioner og ruteændringer:

Sidste år gjorde rejserestriktioner pga. Corona min Laplandsekspedition umulig. I år har jeg nøje fulgt Norge, Finland og Sveriges tiltag mod Omikron. Det eneste land som i øjeblikket giver reelle rynker på panden er Sverige, som kræver en negativ test før indrejse. De to andre lande er mere medgørlige.

Situationen i Sverige har tvunget mig til at tænke ud af boksen, for jeg ville ikke kunne vise en max. 48 timer gammel test ved grænsen til Sverige. Der er simpelthen for langt på min rute ind til grænsen.

Løsningen bliver at jeg tager hele kortet og vender 180 grader. Jeg starter ved det der før var slutpunktet - Jäckvik ved Polarcirklen. Derved kan jeg fremvise en corona-test fra Danmark. Det betyder også at det bliver en kamp mod uret for at nå til Nordkap før sneen smelter. Men jeg har konsulteret mig med lokale i området, og vi er enige om at det kan lade sig gøre.
Ruten forbliver uændret, blot vendt på hovedet. Således ser ruten i (meget) grove træk således ud:
- Jäckvik til Kvikkjokk
- Kvikkjokk til Abisko
- Abisko til Kilpisjärvi i Finland
- Kilpisjärvi til Kautokeino i Norge
- kautokeino til Masi i Norge
- Masi til Skaidi
- Skaidi til Nordkapp

Afgang:

Jeg har nu fastsat datoen for afrejsen fra Danmark til d. 29/1. En heldig fordel ved at starte i syd er, at jeg kan køre op til startlinien i bil. Turen til Nordkapp i bil ville have været upraktisk lang, men til Jäckvik går det lettere. Således skal jeg ikke døjes med 70 kg. grej og mad hos SAS. Blot læsse hele den pakkede pulk ind bagi bilen. Rejsen ud af fra Nordkapp vil stadig foregå med fly. Men til den tid er al maden forhåbentlig spist.

Inden afgang:

Jeg har min kalender proppet med to-do punkter som skal ordnes før afgang. De seneste par dage er gået med indkøb til depoter, klargørelse af mit telt hvor jeg customizer en smule før at gøre mine rutiner lettere. Jeg har fået de sidste ting på min pakkeliste købt, og ved siden af alt dette har jeg arbejdet fuld tid i en måned hos Falck som poder. Fra nu går jeg fuld tid ind på at blive klar.

Følg mig:

Jeg vil kort tid før afgang starte min tracking-side som linker til min Garmin Inreach. På den vil du kunne følge min position med 10 minutters intervaller. På min hjemmeside vil du også kunne læse updates med jævne mellemrum, som jeg via satellit-link sender hjem til mit support-team i Danmark. Det samme gælder på min instagram tagpaaturkim, og min Facebook side Kim Bo Larsen - tagpåtur.dk

 
 
Forrige
Forrige

Arctic Circle Trail 2022

Næste
Næste

Lapland På Langs 2022: Påklædning