Mad, vejr og sponsorer - spørgsmål om Lapland på Langs 2022
Siden jeg for en måneds tid siden annoncerede min kommende vinterekspedition, har rigtig mange mennesker henvendt sig med spørgsmål. Jeg vil prøve at svare på et par stykker her.
Hvad gør du med mad?
“God mad er ikke garanti for en god tur, men dårlig mad er garanti for en dårlig tur” - Asbjørn Skjøth Bruun - Vidder og Værdier
Maden er ikke alene energi til kroppen, men kan også være højdepunktet på dagen. Det lille pift der giver en noget at glæde sig til, og gør tiden i posen inde i teltet hyggeligt. Så god mad er nærmest det vigtigste.
Jeg tager udgangspunkt i en daglig madplan der indeholder 4500 kcal, sammensat af produkter fra Real Turmat som laver super godt frysetørret mad. Oveni dette en masse chokolade og kiks, samt nødder.
Min “mad-dag” kommer således på en gennemsnitlig dag til at se således ud:
Morgenmad:
En havregrød som jeg har blandet, vejet af og vaccumpakket hjemmefra indeholdende havre, sødmælkspulver, sukker og musli, samt kaffe og en håndfuld nøddeblanding
Snacks i løbet af dagen:
ca. 1 plade Marabou/2 plader Rittersport, ca. 300g nøddeblanding og 50g Tørret kød
Aftensmad:
Rensdyrsuppe til forret, en stor portion pulled pork i sauce med ris til hovedret, samt resten af chokoladen fra dagen.
Natmad: Nøddeblanding
Jeg har omkring 8 forskellige hovedretter med, plus to supper. Alle måltider tilberedes med kogende vand. Vandet får jeg ved at smelte sne, som der jo heldigvis er nok af.
Hvordan bliver vejret?
Vejret bliver koldt. Næste spørgsmål..
Ej, spøg til side. Vejret i Lapland er variabel, da terræn og breddegrader jo varierer. Klimaet er arktisk.
Jeg håber på koldt vejr, da det er bedst at bevæge sig i, og forventeligt er temperaturen gennemsnitligt omkring minus 10 til minus 20 om dagen. Den koldeste normaltemperatur i området er omkring minus 40. Snestorme og høj solskin kommer til at blande sig i et væld.
Dagslyset er begrænset i starten, hvor der kun er ca. 6 timer at gøre godt med. Jo længere hen på vinteren jeg kommer, og jo mere sydlig, jo mere dagslys får jeg. Sidst på turen er jeg oppe på omkring 11 timer, hvor der også bliver god mulighed for at jeg kan opleve nordlys.
Tøjet til at holde varmen er jo en videnskab for sig, og det kan du læse mere om i bloggen om beklædning.
Hvordan går det med at finde sponsorere?
Det går rigtig godt. Jeg har fået aftaler med nogle fantastiske lokale virksomheder i min hjemby Ejstrupholm. TI Krydderier som er en virksomhed der importerer krydderier og andre specialiteter sponsorerer ca. 11 kg. nøddeblanding som bliver specialblandet og vakuumpakket til mig. Den lokale Spar købmand Rene er så venlig at hjælpe mig med en hulens masse chokolade - ca. 12 kg! Samt instant-kaffe og kakao.
Palsgaard Spær, som er en Danmarks absolut største og ældste producent af træspær til bygninger har valgt at sponsorere mig med 5000 kr, og er således “Sølvsponsor”. De har valgt at inddrage deres medarbejdere i min ekspedition ved at trække lod om de 10 gratis pladser til et foredrag efter turen.
Jeg er et godt stykke fra mit mål med sponsorater endnu. Kender du en virksomhed der kunne være interesseret, så giv mig besked. Jeg har et fordelagtigt sponsorprogram sat sammen, hvor der er noget for alle. Desuden er sponsoratet fuldt fradragsberettiget, og er turen er garanteret at få rigtig god mediedækning.
Følg med her på hjemmesiden for updates. Jeg skriver løbende om forberedelser til turen, og dag for dag en blog undervejs.