Lidt om teltet - Lapland på Langs 2022
Forberedelsen er halvdelen af turen siges der. I så fald bliver det en lang tur! Hver vågent øjeblik i disse dage centrerer sig om forberedelsen til Lapland på Langs 2022.
Senest har jeg endelig gjort den første store anskaffelse af grej til turen, nemlig mit kommende hjem i 55-65 dage: Teltet!
Og så tænker du måske “Et telt er vel et telt”. Det er ikke helt korrekt.
Først er der konstruktionen at tænke på. Her er det typisk et valg mellem tunnel eller kuppeltelt. Hver har deres fordele. Et tunneltelt er let at stille op men kan ikke stå uden barduner, mens et kuppeltelt er mere stabilt men samtidig lidt bævlet at stille op. Mit valg er sjovt nok faldet på en kombination, hvor den gennemgående konstruktion er et tunneltelt, mens selve sovekabinen er under en kuppel. Det giver rigeligt med plads, hvilket er noget jeg holder meget af. Samtidig giver det også trygheden i at vide at hvis bardunerne i hver ende skulle smutte, i en snestorm, vil den del af teltet jeg opholder mig i blive stående.
Med tunnel/kuppelkombinationen kommer der også et dejligt stort apsis (fortelt). Dette er et must, da jeg har en masse grej med som jeg gerne vil have i sikkerhed. Samtidig giver det mig også mulighed for at grave en kuldegrav, dette skriver jeg mere om senere.
For mig er det et must i alle mine telte, at stængerne sidder i kanaler i yderteltet, og inderteltet er “hægtet” fast i yderteltet. Det betyder at jeg kan slå teltet op i en fart, fordi der kun skal stænger i yderteltet, barduner på, og så står der et sikkert telt.
Dernæst skal man vælge materialer, og det er en længere snak, som simpelthen er for lang at tage her, men essensen er at det skal være de stærkeste materialer og syninger der kan fås. Med stærk vind, bidende kulde samt sne og en hård behandling, skal det hele kunne tåle en del tæsk.
Man skal også vælge hvilke “ekstra features” man vil have. Jeg har valgt at gå efter et telt med storm-måtter. En slags skørt hele vejen rundt langs kanten. Den dækkes til med sne for at forhindre vind i at komme ind under yderteltet. Men når man har storm-måtter må man sørge for at have ekstra god ventilation i teltet på anden vis. På grund af kulde og sne, vil jeg gerne undgå lynlåse så meget som muligt, da kulde og sne kan få lynlåsene til at sætte sig fast. Derfor er ventilationskanaler med snørrelukning det rette valgt for mig. Og helst med mulighed for både at åbne/lukke i inder og ydertelt, for bedre at kunne styre ventilationen.
Et stort tørrenet i toppen af inderteltet er også et absolut must. Her tørres de svedige strømper og våde trøjer i nattens løb.
Andre ekstra tilvalg som mulighed for dobbelt stangføring, så man kan sætte dobbeltstænger i, har jeg ikke gået op i, men teltet jeg har denne feature alligevel.
For valget er faldet på et norsk Helsport Svalbard High 3-camp ekspeditionstelt. Den har bestået tidens test, og har bla. været med på Sydpolen, Nordpolen og over Grønland. Så jeg tænker at den også holder til min lille tur igennem Lapland.
Den vejer godt til med ca. 5.5 kg. Men til gengæld lever den op til alle mine krav, og er et godt stort og solidt telt.
Af andre lækre detaljer på Svalbard’en kan nævnes 360 graders åbning af inderteltet, som gør adgangen ind og ud så let som mulig.
Helsport har lavet Svalbard-modellen i flere udgaver, så du også kan få den som alm. 4-sæsonstelt. Den er lettere, og kan sagtens bruges i hårdt vejr på krævende ture. Den har mange af de samme gode funktioner.