Sommerferien er ovre, det er tid til arbejde!
Jeg vågnede til hørt vejr igen her til morgen. Teltet ruskede fortsat, og regnen slog ned. Jeg tog den med ro og drak min kaffe, godt gemt væk i soveposen. Men vejrudsigten lovede opklaring til middag, så efter morgenmaden begyndte jeg at pakke ned stille og roligt. Alt grej der havde ligget i apsiset var dækket af sand, så lidt rengøring var også på sin plads.
Lidt i 12 røg teltet ned, og da vinden var faldet tilstrækkeligt allerede, roede jeg afsted. Vejret artede sig nogenlunde. Lidt vindstød hist og her, og konstant regn.
Første stop i dag blev en lille by kaldet Marshall. Jeg håbede på at købe lidt tyggegummi og måske få et bad.
Da jeg ankom på stranden kom en dreg på 12 år hen. han gav sig øjeblikkelig til at rode i mine sager, og lege med de forskellige ting. Jeg måtte gentagende gange bede ham lade være med at fægte med min
kulfiberpgaj, og bruge min pumpe til at forsøge at tømme floden. Mister eller ødelægger jeg noget grej herude, bliver det lidt t problem. Drengen lod ikke rigtig til at forstå budskabet, men begyndte at forsøge at stjæle min frokost, min GPS, og noget tøj. Det er faktisk første gang jeg har været nervøs for at efterlade noget på stranden. Det får man ellers tit at vide at man ikke skal, men jeg har aldrig før bekymret mig om det.
Jeg bad drengen vise mig vej til købmanden, for så kunne han da ikke stjæle imens. Men købmanden var lukket, ingen vidste hvornår den åbnede op igen. Folk var faktisk ikke særlig imødekommende. Meget modsat alle andre bygder jeg har været i.
Jeg gik tilbage til kajakken, pakkede op og tog afsted igen. Drengen kastede småsten efter mig mens jeg roede væk. Det hele havde været en meget underlig oplevelse.
Tilbage på floden fandt jeg den hurtige strøm, og kom ud over stepperne. Landskabet har ændret sig igen. Nu ligner bjergene det svenske fjeld. Runde og rullende bjerge, med lav trægrænse.
Vejret har ændret sf drastisk. Det er ikke mere sol, eller lav vind, og jeg tror resten af turen bliver sådan. Farvel badeferie, og hejsa hårdt arbejde! I dag måtte jeg have en fleecetrøje på inden under min anorak, for det er blevet bidende koldt. Vandet står stadig ind over mig, men en våd fleece er stadig nogenlunde varm.
Jeg ligger i teltet nu. Det er utroligt hvad en varm sovepose kan gøre ved ens krop, og det er utroligt hvad man kan gøre mens man stadig ligger i posen. Jeg kan f.eks snildt koge vand mens jeg ligger og varmer fusserne.
I morgen anløber jeg Pilot Station, en anden bygd, og håber på en varmere modtagelse, en åben købmand og et varmt bad! Efter alt at bedømme er der ca. 200 km tilbage, så en tre-fire dage mere, så burde jeg være i mål.
Dagens stats: Distance: 56,8 km. Ialt: 2344,2 km
vejr: overskyet med regn. Vind mellem 10-20 knob. Temp. 6-12 grader.
Dagens bedste oplevelse: At komme afsted efter en tvungen hviledag i teltet i går, jeg får åbenbart hurtigt telt-feber.