stormen kommer og kalorierne tynger
Planen for i dag var simpel: kom så langt ned af floden som muligt og find en god strand inden stormen begynder. Der var varslet hårdt uvejr fra i aften og hele dagen i morgen, så en god Camp var essentiel.
Dagen startede med den flotteste solopgang, en dejlig skoldhed kop kaffe, og min morgenmad. Jeg har en tynd dunjakke med som er perfekt til de kolde morgener. Den fylder intet i drybagennog varmer helt perfekt. Det gik med ok fart ned ad floden, mellem 8 og 11 km/t, men strømmen skal jagtes. Den er ikke let at finde og slet ikke let at blive i mere.
I dag skulle jeg også rundt om Devils Elbow, et sted hvor vinden kan piske bølgerne særligt meget op. Op til 3 meter forlyder det. Men da jeg kom dertil, var der en sandbanke mdit i det hele, som ville have taget pusten fra selv et ordentligt uvejr. Floden er simpelthen så lav, at Devils Elbow ikke er så djævelsk længere.
Jeg kom forbi nogle rigtig flotte klipper, hvor man tydeligt kan se lagene fra den havbund der engang har været her. Og fordi der var stilhed før stormen, kunne jeg tydeligt høre mit eget ekko fra pagajen, og “hvad drikker Møller”.
Det var hedt, og solen var streng, men stille og roligt byggede stormen sig op bag mig. Skyerne blev større og større og mørkere og mørkere, og lige så stille kom vinden, men den kom bagfra, så den var svær at mærke. Det var på tiden at finde en ø. Jeg havde håbet på at finde en lækker hytte, måske med strøm og varme. De fleste er åbne og man må gerne gå ind, men det blev desværre ikke til noget. Jeg fandt en sandstrand med en del træer og buske til at give lidt læ. Der var en del bjørne, elge og ulvespor her, men jeg tænker at det går.
Bjørne kan som bekendt ikke lide fed mad, og slet ikke danskere, så til aften har jeg spist en dobbeltportion Dark Chocolate Cheesecake. Så nu er jeg bjørnesikret.
Jeg fik stillet telt op og pakket ud i god tid før regnen og vinden kom, men nu rusker det en del. Men det er altså også første gang at vejret nok kommet til at forhindre mig i at starte ud i morgen. Det er langt bedre end forventet.
Jeg har taget et kig på noget af mit grej, for at se hvad jeg kunn have undværet, og jeg må sige at jeg har lidt for meget tøj med. Jeg kunne nøjes med halvdelen af mit undertøj, og en trøje. Mine gummistøvler kunne jeg også have ladet være hjemme, for jeg bruger jo bare mine kajaksko i stedet for. Der er en masse andre ting jeg ikke får brugt, men som er gode at have. F.eks. Lappegrej til telt og luftmadras, reparationskit til kajakken, sygrej til at reparere tøj osv. Og nogle ting i førstehjælpsafdelingen, men det er ting jeg stadig ville tage med, just in case. Til næste tur i kajak vil jeg nok finde nogle rigtige dækstasker, og ikke en tung og klodset The North Face duffeltaske, og en Fjällräven rygsæk. De er for tunge, og er ikke gode til finde nogle rigtige dækstasker, vand. Det har fungeret, men ikke været praktisk.
Dagens stats:
Distance: 55,7 km. Ialt: 2287,4 km
Vejr: solrigt fra morgenen. Uvejr opbyggende fra syd. Til aften kraftig regn og vind. Temp 6-22 grader.
Dagens bedste oplevelse: dobbelt Chocolate cheeesecake forkælelse til aftensmad!