Skydive Everest Ekspedition dag 2: mod Namche i højt humør

Efter en rigtig god og varm nats søvn mødtes vi i spisesalen til fælles morgenmad. Efter nogle års forsøger frem og tilbage, har jeg fundet ud af at Tibetansk brød og to kogte æg er den morgenmad der fungerer bedst for mig. Tibetansk brød er et stort sødt stykke brød der er kogt i olie. Ovenpå kommes marmelade eller honning.

Vi spise og tog afsted i en fart. Foran var 7-8 times relativ hård vandring, med 900 meters stigning til Namche Bazar.

Ligesom i går var humøret meget højt. Der blev sunget, fjollet og snakket. Efter lidt tid gik gassen en smule af ballonen, for man bliver en smule stakåndet. Dog blev der stadig snakket osv. Men i lidt lavere niveau.

I starten følte vi os ret langsomme, men hurtigt fandt gruppen ud af at de andre grupper måske går en smule hurtigere, men de holder så til gengæld længere pauser, så slutresultatet var det samme.

Pga. Skyer fik vi ikke den gode udsigt, som jeg husker fra sidste gang jeg var her. Floden er stadig umådelig smuk, og vi kunne hele tiden høre dens brusen.

I løbet af dagen kom alle tættere på hinanden, for vi holdte pauser på kryds og tværs, og tit på tomandshånd. Russeren Anton og jeg er jævnaldrende. Jeg har arbejdet med ham sidste år i Pokhara, og vi kommer virkelig godt ud af det sammen. PH som i år er lederen, er en af mine nære venner, men har har ret travlt på denne tur, så i løbet af dagen får ikke meget tid til at snakke.

Frokosten blev indtaget på en af de hundredevis af teahouses. Menuen er en copy-passe af hinanden, og kvaliteten er udemærket. Ris er det dominerende, men pasta, kartofler og forskellige supper er også en mulighed. Bestiller man en pizza, bliver man som regel svært skuffet. Så jeg holder mig til ris, linser, grønsager og supper. Salater er ikke en mulighed, og kødet bør man holde sig fra, er min erfaring.

Slutspurten mod Namche tog vejret fra de fleste, men alligevel føltes denne etape langt lettere end sidste gang, for humøret var bare så højt.

Vel ankommet i Namche Bazar gik vi direkte til stamcafeen “Cafe 8848” og PH havde lovet verdens bedste blueberry cheesecake. Han løj ikke! Hvordan de bærer sig ad med det, i små 4000 meters højde, hvor alt der ankommer bliver båret op på æsler, okser og af portere, er mig en gåde. Men det er fascinerende.

Namche Bazar er en ret stor by, hvor man kan købe alt hvad man skal bruge af tøj of grej. Der er sågar en ægte The North Face butik. Der er restauranter, cafeer og en english pub. Det er et godt sted at lade batterierne.

Efter en aftensmad i et propfyldt teahouse med megen støj, fik jeg arbejdet en smule, men det var ikke let i den larm. Alle undtagen PH og jeg gik tidligt i seng efter en lang dags vandren. Vi to fik os en snak og kommende projekter som jeg måske bliver involveret i, og om fremtiden for Everest Skydive. 

I nat bor jeg på en andet teahouse, for der var lidt koks i bookingen. Men resten af tiden er vi sammen som hold igen.

I morgen går vi mod  vi skal springe. Det er en kort halvanden times vandretur ca. 400 meter op. Jeg kan mærke at alle er virkelig spændte på at få deres første spring. For mig giver det et sug i maven at tænke på det, ligesom mit første solospring på min 16 års fødselsdag. 

Internet situationen er svingende, og nogle gange kan jeg ikke logge på min hjemmeside, så hvis jeg ikke uploadet en dag, er det fordi vejret driller og internettet er nede.