Everest Skydive ekspeditionen dag 1: første vandredag, et hold formes

Jeg vågnede i morges kl. 04:45 efter ca. Halvanden times søvn. Jeg havde meget uro i kroppen, sikkert pga. Den godt vidste at det var i dag vi skulle afsted. Jeg fik en kop kaffe i badet og vågnede stille og roligt. Jeg fik pakket de sidste ting og gik mod lobbyen. Det viste sig at hele holdet havde sovet dårligt. Men nu var vi oppe. Vi fik hver en morgenmadpakke med og drog mod lufthavnen. For tiden går næsten alle fly fra Lukla fra en anden lufthavn end Kathmandu, fordi man er ved at upgrade KTM. Men Explore Himalaya havde fikset en flyver for os, så vi ikke skulle køre de 5 timer til den anden lufthavn.

Efter en ret hurtig tur igennem securityen som mest af alt går ud  at scanne, men ikke følge op, var vi inde. Når man flyver til Lukla ved man aldrig rigtig hvornår flyveren går. Måske om 10 min. Måske om tre dage. Det afhænger af vejret. Men efter ca. En time var vi afsted.

Flyveturen er spektatulær, og landingen ekstrem. Banen går stejlt op ad bakke, er meget kort og ender ind i en bjergvæg. Så der skal bremses. 

Vi blev et par timer i Lukla. Den ene af vores kunder for denne uge, Osama fra Kuwait sidder i kørestol og bliver om få dage den første handicappede person der springer solo ved Everest. Det betyder dog at han må blive i Lukla og akklimatisere. Om nogle dage samler vores helikopter ham op og flyver ham til dropzonen.

Vi fik en smule morgenmad og tog så afsted. Vandreturen i dag var let. Faktisk er vi nu en smule lavere end Lukla. Det gik en smule op og ned, og vi krydsede floden nede i dalen et par gange via hængebroer. Dagen gik med at synge en smule, tage billeder og snakke på tværs af holdet. Alle kommer virkelig godt ud af det med hinanden, og det er godt, for om nogle dage skal holdet virkelig fungerer, hvis vi skal springe heroppe.

I dag så vi aber som legede i træerne, samt masser af yakokser og æsler som bærer mad og grej op til Namche Bazar. Det er fascinerende at se dem krydse de smalle hængebroer, som gynger fra side til side og op og ned.

Selvom vi endnu er i et område hvor de lokale lever i “luksus” i forhold til 5 dages vandring herfra, så har de stadig så lidt at gøre med, men de er altid glade og smilende. Børnene er nysgerrige og så enormt søde. De går i skole, selvom nogle af dem skal vandre 4-5 km ned eller op ad bjerget for at komme dertil.

Vi er nu i Phakding, hvor vi overnatter i et teahouse. Her er proppet med mennesker på vej op og ned, men selvom vi kunnet et lille hold, skaber vi en del opsigt. Loggerne på tasker og jakker er ikke til at overse. Så der bliver kigget!

Jeg vil bruge resten af aftenen på at spise min aftensmad, og læse lidt. Jeg kan mærke at jeg ikke fik meget søvn i nat, så trætheden har meldt sig.

I morgen vandrer vi det sidste stykke mod Namche Bazar, som er den store handelsby i området.