Del 3 - Vestkysten 2021

På dag 12 er jeg nu endelig kommet op i Nationalpark Thy. Noget jeg har glædet mig rigtig meget til, for det er her Danmarks mest barske natur er. indtil nu har meget af turen gået gennem landbrugs og sommerhusområder.
Dagene går slag i slag. Jeg nyder at mine turrutiner er ved at komme på plads. Jeg vågner kl. 06:00, og forsøger at blive i posen mens jeg koger vand i apsiset. Det er lidt af en kunst i så lille et telt. Kaffen og havregrøden er ligeledes en balancekunst i så stor en sovepose, og der skal fokus fra morgenstunden for ikke at spilde ud i teltet.

Når kaffen er drukket, og min mastodontiske portion havregrød er fortæret, skriver jeg min daglige update på de sociale medier mens maden sætter sig i maven. Her ligger jeg som en af Jylland Park Zoo’s søbjørne der har forædt sig. Kl. 07:15 går legen ikke længere, og jeg må ud af posen. På med det varme netundertøj, og et isolerende mellemlag. Herefter kommer dagens balancenummer - mine stive ben skal nemlig ud i apsiset og ned i støvlerne - helst uden at ryggen bliver våd af kondens fra teltloftet. Her kan det for alvor mærkes, at teltet er lille og jeg er stor. Alt pakkes så ned i pulken på de faste pladser. F. eks. skal brændstof være bagerst, og mad forrest, så de ikke ved et uheld kommer i kontakt med hinanden hvis en brændstofflaske sprænger læk. En af de sidste ting der kommer i pulken er teltet, som bare knækkes på midten. Henover teltet lægges min arctic bed, som indeholder liggeunderlagene og soveposen. Alt sammen rullet ud og klar til at hoppe i. Helt og aldeles unødvendigt i Danmark, men i arktis en god sikkerhedsforanstaltning. For mig bare ren dovenskab og fordi jeg har en pulk med. Så er det på med overtøj, og pulkselen. Kortet checkes, og så er det afsted. Sådan går mine morgener på turen.

Jeg går gennem Nationalparken og nyder naturen. Her er et vældigt miks af klitplantager, åbent klithedelandskab, og små landsbyer som ruten snor sig gennem.

På dag 13 kommer jeg gennem Nr. Vorupør, hvor surferne er i fuld gang. Der er høj sol og godt med vind. Jeg har et møde med min gode ven Thomas fra Fary Lochan Whisky destilleriet i Give. Han er oppe på Nystrup Camping i Klitmøller. Her mødes vi til sild og snaps, og får en hyggelig sludder. Jeg checker ind i en hytte for natten, og nyder at få alting tørret igennem.

På dag 15 må jeg udsende SOS. Jeg kommer gående ud af en lille asfalteret skovvej, da jeg pludselig hører et “psssst” bagfra. Venstre forhjul er punkteret. Jeg har simpelthen slidt hul i slidmønstret. Så en enkelt skarp sten var alt der skulle til, for at punktere slangen. Når nøden er størst, er hjælpen heldigvis nærmest, og efter ca. en time kommer min kammerat Alex kørende med ikke et, men fire nye punkterfrie hjul til mig. Vi får den sat på, og jeg er efter ca. 2 timer videre på vejen. Det bliver en sen dag, inden jeg når frem til dagens destination.

Jeg bevæger mig længere og længere nord på, og gradvist ud af nationalparken. Oppe i Jammerbugten skal jeg gennem endnu et uvejr, som på dag 18 tager livet af mit kamera. Vandet trænger simpelthen gennem to lag vandafvisende cordura. Det er nogle stride dage med slagregn og modvind, og Jammerbugten lever op til sit navn. Men nu kan jeg også mærke og se at Jylland “spidse til” og Grenen kommer tættere og tættere på.

På dag 20 får jeg “vandkending” om styrbord - altså til højre. Jeg får nemlig øre på Kattegat ude østpå. Her går jeg forbi kendte steder fra min barndom og ungdom, hvor jeg ofte var i Skagen. Råbjerg Mile og de gamle ammunitionsbukere i plantagen syd for byen. Solen skinner og stormen er ved at løje af. Det blæser kun frisk nu. Jeg slår teltet op ved en shelterplads ca. 2 km. fra Den Tilsandede Kirke en sidste gang. Her drikker jeg en øl jeg har medbragt, og reflekterer over turen, inden slutspurten i morgen.

På dag 21 går jeg afsted i høj sol efter en doven formiddag i lejren. Jeg har aftalt med Mette at hun henter mig kl. 16 ved Grenen, så jeg har god tid. Omkring Den Tilsandede Kirke vrimler det pludselig med mennesker. Påskeferien har ramt landet. Jeg går i frisk tempo forbi, og ind mod byen. Nede ved havnen mødes jeg med Cille, en gammel kollega som i dag er kok på Ruths hotel. Hun kommer med kaffe, hjemmeladede fyldte chokolader og mega godt humør. Cilles humør er altid smitsomt. Vi sidder på en bænk og snakker om løst og fast i en times tid, inden jeg går videre - først forbi fiskerauktionerne, så det gamle vippefyr, og videre ud mod det grå fyr, for endelig at ankomme på parkeringspladsen ved Grenen lidt i 4. På cykel og gåstien det sidste stykke har det været et slalomløb mellem børnefamilier, og pludselig mærker jeg, at jeg ikke har været så vandt til mennesker de sidste 3 uger. Det stresser mig en del.

Mette kommer efter ca. 10 minutter. Det er dejligt at se hende igen. Hun kan også fornemme at de mange mennesker stresser mig en del. Vi går sammen det sidste stykke over klitterne, og ud på stranden. Oppe på selve grenen er der sort af mennesker, og det er med nød og næppe at jeg får pulken helt derud. Endelig helt oppe hvor havene mødes, og man ikke kan komme længere nordpå i Danmark, sænker jeg skuldrene og ånder lettet ud. Det var det. Målet er nået.
Som andre gange når en ekspedition er fuldendt, føles det som om der mangler noget. Det store øjeblik kommer aldrig rigtigt. Følelsen af at have fuldendt turen er der, og det er dejligt. Men dog føles det lidt tomt.
Jeg åbner for en lille medbragt flaske af den bedste Single Malt Whisky fra Fary Lochan og tager en slurk. Den har jeg fortjent. Folk stimler omkring mig, go vil høre om min tur. Først efter ca. 20 minutter, får vi lov at gå derfra igen, og ned mod bilen.

Turen er slut, og det var det. Det var en dejlig gåtur. Den føles ikke så lang, og det er først en del dage senere at det egentlig går op for mig, at ikke alle lige går sådan en tur “bare fordi”. For mig var det jo kun ca. halv distance af min planlagte Laplands-ekspedition, og som sådan ikke noget helt vildt. Turen var spontan, da Lapland blev udskudt, og jeg havde på den måde ikke gjort mig de store tanker om det.

Min krop klarede turen uden problemer. Kun mine fødder var en smule medtaget af det hårde vejr på dele af turen. Jeg har bevist overfor mig selv at jeg sagtens kan stå distancerne til fods, og trække det tunge slæb. På den måde har det været en fin træningstur.

Endnu engang har det vist sig, at man møder mennesker på en helt enestående måde, når man kommer gående. Gamle og nye venner har været forbi, og det blev til hyggelige aftener. Undervejs har jeg mødt fantastiske mennesker der alle var på eventyr. Det har været dejligt.