Du, Jeg og Yukon - Hvad med bjørne?

Mange folk jeg støder ind i på min vej syntes at min kommende Yukon ekspedition er utrolig spændende. Det syntes jeg også selv. Det er nok derfor jeg ikke kan lade være. Det drager helt vildt.

Et spørgsmål dukker altid op, og det er “Hvad med bjørne?”

Og ja, hvad med dem? De er der jo. Mange af dem. Nordvest Canada og Alaska er hjemsted for både brune (Grizzly) og sorte bjørne, og også masser af ulve. Og når man bevæger sig ud i det område, så går man rundt i deres baghave.

Mange mennesker tror at bjørne er angrebslystne, blodtørstige dyr som ikke ved noget bedre end menneskekød. I virkeligheden forholder det sig slet ikke sådan. Bjørne som aldrig er blevet fordret med menneskemad har ingen interesse i mennesker. har de en gang fået smag for menneskemad, vil de forbinde et menneske med det igen, men de vil stadig ikke angribe os af den grund. Kun maden vi spiser. En madvandt bjørn kommer frem ved duften af mad og madrester. Heldigvis spiser jeg næsten kun frysetørret mad. Altså ikke noget med stegeos osv. Det anbefales at lave mad væk fra ens lejerplads, og at opbevare alt tøj, affald og køkkengrej minimum 30 meter fra lejeren. For mig kommer det nok ikke til at virke i praksis, fordi nogle øer ikke er store nok, og pga. gene fra myg og knot. Jeg vil sandsynligvis primært opholde mig i teltet, også ved madlavning.

De fleste angreb sker fordi de bliver overraskede og føler sig truede.
Så hvordan har jeg så tænkt mig at undgå det?

Det forholder sig så heldigt, at jeg som regel fløjter når jeg er alene, eller synger. Og det kan bamserne høre på lang afstand. Om det lyder godt eller dårligt gør ingen forskel. Det handler om ikke at overraske dem, men bare lade dem vide at jeg er her. Jeg udgør ingen trussel, og er ikke interessant på nogen måde. Opfatter en bjørn det, vil den bare fortsætte med at gøre sine bjørneting.
Jeg lader med vilje være med at slå lejr på bredden, for det er bjørnes hovedvej. Jeg holder mig til øerne i floden, men jo - bjørne svømmer rigtig godt. Så jeg holder mig også fra områder med rester af døde dyr og andre ting som kunne gøre øen interessant for rovdyr.

Skulle en bjørn komme tæt på er der ikke andet at gøre end at opføre sig så amerikansk som muligt! Være højlydt, lade bjørnen vide at “her er jeg”. Tale med dyb tone og gøre sig stor som muligt. Det dummeste man kan gøre er at begynde at løbe. Dette trigger et instinkt i bjørnen om at jage. Kommer bjørnen helt tæt på, har jeg “bjørnespray” med, som er en voldsom peberspray som spreder en sky af chilipulver. Bjørne kan ikke lide stærk mad. Alternativt vil jeg smide mig på jorden hvis den går til angreb og jeg ikke har min spray på mig. I de fleste tilfælde mister bjørnen interesse når den opfatter at man er faldet død om.
Sidste udvej er at kæmpe med den. Jeg har et par hidsige knive der kan gøre ret meget skade på en bjørn. Dem vil jeg ALTID have på mig.

“Men hvorfor har du ikke skydevåben med?”
Det er der faktisk et par gode grunde til:
Jeg har ikke jagttegn, og kan ikke bilde mig selv ind at jeg kan skyde en bjørn og være sikker på den dør af det. Dør den ikke, bliver den i stedet ret hidsig og går til angreb. I flertallet af bjørneangreb der bliver besvaret med skydevåben, ender det galt for bjørnens modstander, simpelthen fordi skuddet ikke dræber.

Der er mange flere dødsfald i vildmarken i det område pga. skydevåben end bjørneangreb. Og jeg bilder ikke mig selv ind at jeg er kan slå statistikken. Mine år med luftgevær, og erfaring med at skyde lerduer med haglgevær, forbereder mig ikke just til at padle rundt med en riffel af kanon-kaliber, som det kræves for at ligge en grizzly ned.

Når alt det er sagt, håber jeg inderligt at jeg får bjørne og ulve at se på semi-tæt afstand, og får lidt indblik i deres liv. Og ikke mindst skudt nogle gode billeder. Men min Sony A6500 er altså det eneste jeg skyder med på denne tur.