Høj sø og friskbagt brød fra bålet

Da vækkeuret ringede kl. 5 sr vinden lavere end da jeg gik i seng, så jeg var godt motiveret for at komme afsted men allerede rundt i første sving kunne jeg se at vinden rigtig fik pisket bølgerne op. Igen, min kajak er meget tung og tyngdepunktet ligger højt, men jeg kunne jo ikke stoppe efter ti minutter, så jeg padlede videre. Så længe det er “rene” bølger lige forfra, så lever jeg med det. Sprayskirtet holder det meste ude. Rundt i næste sving faldt bølgerne igen, for vinden kan ikke komme ned over træerne og den høje banke. Pludselig så jeg ca 200 meter fremme på venstre side to sortbjørne. En mor og en unge. Jeg trak ind på land med det samme og fandt mit kamera. Rundt om halsen og padlede så videre. Desværre nåede de op ad skrænten og i skoven inden jeg kunne komme tæt nok på til billeder. Nåh, på med en øretelefon, og videre. Første punkt på dagsordnen var at finde frisk vand. Der var ingen direkte indikation af kilder eller sidefloder de næste 100 km, men der var en stedbetegnelse et stykke henne, som indikerede at der engang havd ligget en landsby der. Den var der ikke mere, men hvis der har været en landsby, må der også have været vand tænkte jeg. Og ganske rigtig, klar, fint vand fra en sideflod som ikke var i GPS'en. Problem solved!

Da jeg skulle i kajakken igen, og fumlede med at få sprayskirtet på bag ryggen, ramte en ordentlig bølge mig sidevejs, og jeg var ikke forberedt, så kajakken tippede. Jeg røg i  vandet med kamera og det hele. Vandet gik mig til livet, så kameraet har kun været under i et sekund. Jeg fik trukket kajakken ind og tømt den for vand. bandede og svovlede. Ændrede taktisk og kom afsted igen. Imens jeg havd været i land og hente frisk vand, og efterfølgende bøvlet med det lille uheld, vand bølgerne blevet værre. De var nu pisket op på en måde så de kom fra alle retninger, super skæve. Og samtidig alle så høje at jeg blev kastet ud balance konstant. Så da jeg så to kanoer på en stenstrand længere fremme, valgte jeg at gå i land og hilse på. Det var en gruppe på 4 østrigske  pensionister, som ikke talte et klap engelsk. Men med mit temmelig gebrokne tyske kunne. vi fint snakke sammen alligevel. De var på mandetur mens konerne passede husene i Østrig. De fiskede og hyggede sig. De havde været på vej i 24 dage, og havde 3 tilbage. Jeg kom lige som den ene trak et flot friskbagt brød ud af en dutch oven fra bålet. Jeg fik en ordentlig humpel, samt sennep, schwartzbrot og ritter sport. Af alle ting de kunne have budt mig, ramte de spot on. Det hjalp på humøret.

Jeg fik mig en tiltrængt lur i en campingstol foran bålet i solskin. De valgte at tage videre her til aften, efter en tordenbyge var drevet forbi. Men jeg kunne se flere bygge op. De mente vinden vill blive nede, men jeg har dem mistænkt for at være gået i land igen i en  fart, for det blæser igen.

Jeg kæmper med mit hoved i disse dage. Bølgerne kaster mig langt ud af min comfort zone, og jeg skal tvinge mig selv til ikke  at give op for let. For nogle bølger skal man bare igennem, og andre skal man stoppe for. Men jeg har ingen at debattere det med herude, og når trætheden og nervøsiteten melder sig, er det let at gå i land, når man sagtens kan fortsætte. Men jeg skal også minde mig selv om, at jeg er helt alene herude når noget går galt, og jeg derfor måske ikke KAN tage de samme chancer som hvis jeg fulgtes med nogen. Det er frustrerende at ligge her og tænke på, at jeg kunne være kommet 30 km længere i dag, hvis jeg ikke var stoppet. Men jeg må tving mig selv til at stole på min egen dømmekraft, og ikke piske  mig selv for meget for at tage den lidt med ro, når bølgerne bliver høje.

Her til aften har jeg omorganiseret lidt i kajakken, i et forsøg på at få mere vægt under dæk, og gøre taskerne over dækket en smule lettere. Så nu er alt aftensmad i bagerste rum under dækket, hvor det før fyldte hele min  duffelbag. Jeg håber det kan hjælpe en smule på balancen. Om ikke andet, så gør det pakning og udpakning af kajakken en hel del lettere.

Jeg prøver at checke vinden løbende i nat, og er den og bølgerne lav nok, tager jeg tidligt afsted for at indhente det tabte, og udnytte vejret når det er der. jeg har ikke set mørke i en måned, så jeg kan jo ro hvornår det passer mig.

Dagens gode oplevelse: friskbagt brød og bålhygge med de østriske pensionister. Det var lige før harmonikaen blev hevet  frem, og vi brød ud i jodlen…

Dagens stats Distance : 42,9 km. Ialt 1079,8 km vejr: solrigt med tordenbyger hen på eftermiddagen. Frisk vind og høje bølger, 10-25 knob. 12-20 grader.

Forrige
Forrige

Høj sol og besøg i Fish Camp

Næste
Næste

Faldskærmsspringere i skovbrande, og tyskere på tømmerflåde