Saltvand under kølen i Beringshavet
Jeg tillod mig at sove længe, og vågnede først kl. lidt i 7.
Emmonak er ligesom alle andre byer herude mest aktive om aftenen, og tager lang tid om at vågne op om morgenen, så der var nærmest helt dødt udenfor.
Jeg læste lidt og fik mig en smule morgenkaffe på mit værelse. Nok kalder de det et hotel, men faciliteterne er lidt sparsomme, så det var frem med brænderen for at få varmt vand til kaffen. Efter lidt tid tog jeg ned til. Havnen og købte lidt at spise, og begyndte at spørge rundt efter nogen der skulle mod havet og tilbage. Min mission for dagen var at finde et lift tilbage fra havet i en båd. Desværre lod det til at alle skulle fiske kommercielt i dag, og det foregår mest oppe ad floden, altså den modsatte retning. Først kl. Lidt i 2 fandt jeg en der kendte en (som kendte en) der muligvis ikke lavede noget og ville gøre det for lidt penge. Jeg fik en aftale i hus, og aftalte at han skulle sejle derud to timer senere. Det ville kun tage ham et kvarters tid om at nå derud.
Jeg pakkede det mest nødvendige og roede afsted. Det var første gang i kajakken uden fuld oppakning, og det kunne helt klart mærkes på balancen! Sikken en forskel. Vejret var ret hårdt, modvind og lav strøm. Jeg har mistanke om at jeg gik imod tidevandet, og det har haft lidt at sige også. Ihvertfald roede jeg hårdt til i små 3 timer inden jeg nåede ud hvor horisonten åbnede sig op, træer, buske og græs stoppede og der bare var fladt! Det gav lidt gåsehud at se Beringshavet ligge foran kajakken. Et helt nyt syn, og begyndelsen på slutningen på den her drøm. Der var en del sandbanker at styre udenom, og vinden blev gradvis mere og mere strid.
Båden med gutten der skulle hente mig kom op på siden af mig, og vi fulgtes lidt ad. Efter er par minutter overhalede han mig og lagde til ved kanten af floden og havet. Der var allerede to andre både. De havde hørt at jeg var på vej herud, og ville ud og se. Nu var der pludselig ikke kun en men tre både herude, og det havde taget mig 4 timer at finde en. Jeg lagde til ved siden af deres både, og udbrød et dybt suk! Skulderne faldt ned på plads og Met et var det slut! Kajakken stod på kanten af Nordamerika. Sikken en følelse. Det var tid til lidt billeder og et par håndtryk. Herefter gik jeg ud i havet og “niflede”. En lille tradition jeg har når jeg kommer til et nyt hav.
Vi fik bakset kajakken op i båden, tog lidt flere billeder, bla. Af nogle knogler fra hvaler, ungerne der legede rundt og landskabet, og satte os så op i båden og sejlede hjemad. Der var god fart på selv mod strømmen og 20 minutter senere var jeg i land i Emmonak igen. Det var så det... Resten af dagen er gået med varmt bad, en virkelig god burger på byens eneste restaurant/grill, og lidt rengøring af grej og sortering. Nu skal alt pakkes, noget skal forhåbentlig sælges og så håber jeg at være på en flyver i morgen, senest lørdag. Først tilbage til Canada og så til Danmark. Jeg har nydt at skrive bloggen hver aften, for jeg har fået fortalt hvor mange der følger med, og fået alle de beskeder i har sendt til Claus, og skrevet i kommentarerne på facebook. Det har været en helt ubeskrivelig tur. En kæmpe udfordring og en virkelig stor drøm der er fået i opfyldelse. Jeg er træt men samtidig fyldt af energi. Jeg er enormt glad for at være i mål, og samtidig bedrøvet for nu er det slut. Og jeg er mæt men samtidig virkelig sulten på mere af samme slags. Jeg vil forsøge at skrive lidt mere de næste par dage, men nok ikke hver dag. Til sidst vil jeg gerne takke mine sponsorere som har støttet mig med grej og opbakning. Tak til Spejdersport, hvor jeg har det meste af mit friluftsgrej og tøj fra, inkl. En del af deres egne Asivik-produkter. WileyX for at udstyre mig med de bedste polariserede solbriller. KajakFreak.dk for opbakning på turen, og kajak-gear. Seaward Kayaks for den fedeste lille racerkajak der samtidig kunne pakke mine ca. 120 kg. Gear og mad og bringe mig sikkert ned af Yukon. Q-Courage for lån af diverse vigtigt gear og for lækker mad på ture.
