Skudt ud af Whitehorse og ned af Yukon
Dagen startede ud med teltnedpakning i regnvejr, ikke drømmescenariet, men det gik.
Jeg fejrede min fødselsdag med kaffe og chokolade croissant på cafeen, og derefter kørte jeg ned til Up North Adventures for at begynde at pakke. En kæmpe udfordring! En franskmand Der skulle samme vej som mig, dog kun til Carmacks ca 8-10 dage nede af floden, gjorde store øjne da han så hvad jeg havde gang i. Efter tre en halv time lykkedes det. Kajakken er pakket. Så jeg drog ud i lufthavnen med bilen, ringede til nogle enkelte og sagde hej hej, tog en taxi ned i byen, og fik de flinke medarbejdere fra Up North Adventures til at hjælpe mig ned til vandet med ca 110 kg Kajak! Sandhedens time var kommet. Min største bekymring var om den ville flyde, og være stabil. Vi satte den i vandet, og den lå helt stille i vandet, og faktisk ikke så lavt som jeg havde frygtet.
Efter at have taget mod til mig, satte jeg mig i. Men er du gal den er følsom. Den er i forvejen smal og lang, og med alt grejet på dækket, skulle tungen holdes lige mellem ørene. Jeg sagde tak for hjælpen, og blev vitterligt skudt ud af Whitehorse i en strøm på 10-12 km i timen! Efter et var near misses med balancen lærte jeg den bedre at kende, og det gik ok.
Jeg bøvler med at cockpittet er lige lille nok, så jeg må strække ud i benene under Mit sprayskirt. Jeg sejler og får krampe i lårene.
Jeg gjorde holdt et par gange for at strække ben og spise lidt snacks, og efter 4 Timers padling kunne jeg se en tordensky forude med stød ned af vandet, så jeg satte retning mod en rigtig fin ø med spor fra bål, og endda et bord-bænke sæt. Jeg er ikke rigtig i vildmarken endnu. Jeg nåede kun lige at sætte telt op og tømme kajakken inden det Stod ned i stænger. Alt det våde tøj jeg har padlet i ligger til tørre i apsiset, jeg har loge spist fødselsdagsmiddag, og ligger nu i posen. Jeg er kommet langt væk hjemmefra, og der er langt til Alaska, men jeg er endelig på vej!
Af dyreliv har jeg i dag set 6 store bald eagles. Det er vist det. Ireren jeg skrev om forleden kom ned for at se mig pakke og sende mig afsted. To timer senere Overhalede han mig i stiv modvind og ønskede mig og tur. Han var ude og træne til løbet.
Jeg håber på godt vejr i morgen når jeg Skal ud på Lake Labarge. Dønninger er ikke noget jeg er komfortabel med endnu mens kajakken er lastet så tungt.
Dagens stats: Dag 1 padling. Roet ca. 30 km 629 meter over havet
Bedste oplevelse: jeg er endelig afsted. Jeg kæmper med at lære det Og blive tryg, men det kommer lige så stille.