Svalbard - Nordenskjold Land Ekspeditionen Del 1
Sammen med to kammerater drog jeg afsted mod Svalbard i start maj 2023 på arktisk mini-ekspedition rundt i Nordenskjold Land på Spitsbergen.
Visionen for vores mini-ekspedition var på få dage at nå langt ud i ødemarken, og på ski med pulke at komme rundt i så varieret et område som muligt.
Vi landende i Longyearbyen efter en tur fra Billund over Oslo, og vores smil blev store, da den kolde luft ramte vores ansigter, og vi kunne se ud over de sneklædte bjerge.
Første punkt på vores program var at få lejet pistol og bjørnehegn. Dette skyldes at Svalbard er hjem for den største population af isbjørne i verden. Riffel havde vi med hjemmefra. Vi lejede sagerne fra en lokal sports og outdoor-butik, hvor vi også skaffede rensebenzin til vores brænder.
Vi havde hjemmefra også diskuteret om vi skulle skiftes til at holde bjørnevagt om natten, men vi besluttede os for at bjørnehegn var tilstrækkeligt. Når man kun er 3 mand afsted, ville det også gå hårdt ud over søvnen - noget alle har brug for.
Vi tilbragte første nat på en lille camp-ground i byen, og da vi vågnede næste morgen var det efter en dejlig nats søvn. Den kolde arktiske luft gør noget godt for nattesøvnen.
For at starte turen med en brag, havde vi planlagt en hundeslædetur op til en gletsjer, hvor vi skulle ned i nogle grotter under isen. Kl. 09:30 blev vi hentet af en bus med trailer til alt vores grej, som kørte os ud til kennelen udenfor byen.
Vi blev mødt af en kor af hundehyl.
Efter en kort introduktion begyndte vi at give hundene seler på, og spænde dem i skaglerne foran slæden. Vi var to mand pr. slæde, så Uffe og jeg kørte sammen, og Bjørn sammen med guiden.
I det sekund hundene begyndte at trække og vi fløj ud over sneen blev eventyret virkeligt. Det vi havde glædet os til så længe. Det var virkelig en forløsning og det var umuligt at holde smilene tilbage. Vejret var lunt med kun ca. -7-10 grader, og let snefald. Under vores ca. 2 timers tur op til gletsjeren klarede det op, og vi ankom til grotten i det flotteste solskin.
Udstyret med hjelm og pandelampe gled vi med fødderne først ned i den trange skakt, og ca. 20 meter nede stod vi i den smukkeste hule med 10 meter til loftet. Det blålige lys spillede i de små sprækker i loftet hvor isen var tyndest. Vi gik længere og længere ind i grotten, til vi til sidst måtte mave os frem. Grotterne er smeltevandskanaler, og hver sommer bliver de fyldt med vand der løber ned mod dalen. Nogle steder kunne vi se rester af reb og stiger inde i isen fra forrige år.
Efter en times tid under isen, gik vi samme vej tilbage op til overfladen, og spiste frokost, hvorefter vi igen kørte ned til kennelen ved indgangen til dalen. Men allerede nede i grotterne havde vi stykket en plan sammen, for ville det ikke være fantastisk at overnatte sådan et sted?
Tilbage i kennelen fik vi tid til at hilse på de små hvalpe, inden vi måtte takke af for denne gang, og endelig spænde skiene på og pulken efter og gå afsted op i dalen.
Første nat i dalen var med meldinger om vindstød af stormstyrke. Vinden kom over en bjergkam på tværs af dalen, som gjorde at vi blev ramt af stød fra alle sider. Vi kravlede langt ned i poserne, og ventede på opklaring mens teltet blev kastet rundt.
Opklaringen kom sidst på eftermiddagen næste dag, så vi pakkede ned og gik de ca. 4 timer mod grotten. En god stigning op på gletsjeren. Vi kralvede igen ned gennem skakten, og fik lavet aftensmad. Det var en magisk oplevelse at smelte vand på en multifuel-brænder i en isgrotte med den fantastiske udsigt til spillet i den blanke isvæg.
Efter maden kravlede vi det sidste stykke ind, mavede os frem med rygsække og arctic-bedding foran os. Vi satte en isskrue i væggen med stykke reb i, for at kunne finde vej tilbage ud af de mange gange og huler. Velankommet til en blindgyde med plads over os, drak vi en iskold dram og kravlede i poserne. Status: Succes!
Næste morgen bød på total opklaring, og solen virkede meget overvældende og skarp da vi kravlede ud af mørket og tilbage op på gletsjeren.
Vi gik op mod et bjergpas - en stejl stigning på ca. 400 meter, som på dele af strækningen krævede at skiene kom af. Landskabet blev smukkere og smukkere jo længe ind i fjeldet vi kom.
